Min lille fyrstebasse!

Operetteanmeldelse, Greven af Luxembourg, Den Jyske Opera, 11.3.22. Tre stjerner ***

Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag med en twistet operette-klassiker

”Elske er jo kun et ord”. Eller hvad med ”Kvinder er verdens bedste legetøj”? Det vrimler med udsagn af den type, især fra fyrstebassen Basilowitch. Han betaler en vis falleret greve fra Luxembourg for at indgå et tremåneders proformaægteskab med sangerinden Angèle, så hun derefter vil være grevinde og klar til ægteskab med fyrstebassen. Blot har han glemt sin russiske forlovede, som kræver af fyrstebassen (hendes kælenavn til ham), at han holder sin gamle aftale fra den russiske tid. Mange, ikke blot de her nævnte personager, sidder i en klemme. Men det er jo ikke operette for ingenting, så det løser sig i en glad finale – hvorefter alt vel kan starte forfra?

Klassisk positur i operetten: De får hinanden
(Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard Pedersen) Foto: Anders Bach

Det lyder mildt sagt som en sang fra gamle dage. Og det er det også. Instruktøren Philipp Kochheims bud på at komme ud af den klemme, som ikke blot hedder MeToo, består i at invitere på nøglehulskig til genrens gravkammer, hvor de afdøde figurer stadig lever som divaspøgelser i fuld operetteliderlighed og vulgaritet, lavkomik og patetiske minder.

Ideen er ikke tosset, men udførelsen savner – trods alt det frække, som der er rigeligt af – en skarphed i twisten, som giver mere stof til eftertanke end netop det, der ligger i at handling og musik undervejs trods alt rammer plet og bliver følelsesmæsigtvedkommende. Når ”elske” ikke kun er et ord. 

Philipp Kochheim kommer i perioder til at overdøve dette med gags en masse, med tricks fra værktøjskassens mere fremmedgørende rum og med let slidte provokationer, som har mistet noget af deres virkning. Brugen af dele af hits fra andre operaer virker kun delvis: Hvorfor lidt Tristan-ouverture, hvorfor hele Wilhelm Tell-ouverturen? Men jo: Butterfly er helt rigtig for Angèle at istemme.

Inden man får et kig ind i ”gravkammeret”, byder en hvid Harlekinfigur velkommen foran tæppet. Hun dirigerer orkestret med en bøjet dirigentstok, og lyden er derefter. Nå ja, og noden står på hovedet, så måske skulle man lige vende den om? De gags er set før, og senere kommer der flere af den slags henvendelser til og om publikum, hvis aldersgennemsnit også får en kommentar med på vejen. Og da man i forestillingens anden del både leger ”forestillingen er slut, gå nu hjem” og sender sangere på togt ned blandt publikum, virker det ikke længere provokerende. Det er set før og har mistet sin virkning.

Scenografen Barbara Bloch har til hovedscenen skabt et morsomt raritetskabinet af gamle kulissestumper og rekvisitter fra dengang, operette var stort. Her tumler personagerne rundt i let slidte og støvede kostumer, som passer til omgivelserne, og alle søger på en måde efter meningen med det hele i egen erindring og indbildt storhed. Og måske kunne man ….

Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Christopher Lichtenstein er som teaterorkester særdeles rutineret,  men hørt mere sprudlende i andre sammenhænge.

På scenen træder centrale figurer efterhånden ud af ensembletumlen: Kunstmaleren Armand Brissard og han model-muse Juliette Vermont. Hun vil gerne giftes, han vægrer sig, og maleriet bliver ikke til meget. I miljøet af drømmere, levemænd og –kvinder møder man René, greve af Luxembourg, som har levet alle pengene op, samt Basil Basilowitch, fyrsten der stadig er ved muffen i sin damejagt (senere indhentes han som nævnt af sin russiske forlovede, grevinde Kokozow), og endelig den dejlige sangerinde Angèle.

I disse centrale solistpartier leverer medlemmer af  Den Jyske Operas Kor meget fine og overbevisende præstationer. Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd portrætterer kæresteparret Juliette og Armand fint, både sangligt og skuespilsmæssigt. Tenoren Joan Ribaltas fremstilling af greven udvikler en følelsemæssig styrke, som efterhånden slår igennem al lavkomikken. Han er smukt syngende og danner sammen med den fint lysende sopran Birgitte Mosegaard Pedersen det helt rigtigt operettepar. De får virkelig fat rent følelsesmæssigt midt i det ellers noget støjende miljø.

De roder rundt i operetten. Den Jyske Operas Kor og greven. Foto: Anders Bach

Nederlaget og sejren for de to centrale komiske figurer, Basilowitch og Kokozow, fremstilles med flot energisk komik (også til den lavere side) af Morten Wang og Annette Dahl. Begge har power på scenen og synger partierne med stor overbevisning.

Alle de fine sangere fra Den Jyske Operas Kor har i årevis været en meget vigtig del af operaens høje musikalske niveau. De kan meget, både som ensemble og som solister. At man I Greven af Luxembourg kan indtage hele spillet og hele den sanglige side af forestillingen er imponerende gjort og viser – hvis vi skulle have glemt det – hvor vigtig en kunstnerisk funktion, operakoret har. Her bærer koret en hel forestilling og giver dermed en fornem cadeau til 75 års-jubilaren.

Og jubilaren selv, Den Jyske Opera, fortjener al ære og respekt og taknemmelighed fra sit publikum. Man har gennem årene formået at udbygge institutionen til at være et, også internationalt, anerkendt operakompagni, hvis forestillinger har været mange rejser værd. Og dertil gennem turnévirksomhed bragt forestillinger ud i landet.  I 2022 bliver det dels med jubilæumsforestillingen, Greven af Luxembourg, dels dobbeltforestillingen med Asger Hameriks ”La Vendetta” og Ruggiero Leoncavallos ”I Pagliacci”. Mellem disse turnéforestillinger kan århusianerne glæde sig til Lloyd Webber-musicalen ”Sunset Boulevard” i august i år.

Der er spændende nyt og fornyelse i jubilaren.

Tillykke med de 75!

Ole Straarup

  • Franz Léhar: Greven af Luxembourg.
  • Medvirkende: Joan Ribalta(René, greven af Luxembourg), Birgitte Mosegaard Pedersen (Angèle Didier), Estrid Molt Ipsen (Juliette Vermont), Jens Jagd (Armand Brissard), Morten Wang (Fyrst Basil Basilowitch), Anette Dahl (Grevinde Stasi Kokozow) og mange flere. Alle medlemmer af Den Jyske Operas Kor. 
  • Instruktør: Philipp Kochheim.
  • Scenografi og kostumer: Barbara Bloch.
  • Lysdesign: Anders Poll.
  • Aarhus Symfoniorkester, die.: Christopher Lichtenstein.
  • Musikhuset Aarhus, Store Sal, 11. marts 2022. Premiere.
  • Danmarksturné til 30. april 2022.

Høj hybrid

Klassisk anmeldelse, Hybridkoncert, BaroqueAros, 6.3.22.
5 stjerner *****

BaroqueAros fejrede sin midlertidige nedlukning med fornemt solistbesøg og veloplagt musiceren på internationalt niveau

I 13 år har ensemblet BaroqueAros glædet især det århusianske publikum med en stribe koncerter, hvor fokus nok var på barokmusik på originalinstrumenter, og hvor man ved at invitere de bedste musikere som gæster støt og sikkert hævede det musikalske niveau, men hvor man også på forfriskende vis blandede kortene og præsenterede overraskende hybridkombinationer af musikalsk samspil mellem barok, nyere tid og andre genrer.

Nu har man besluttet ”at lade ensemblet få en pause på ubestemt tid og så forhåbentlig genopstå som en fugl Føniks med fornyet energi og kunstneriske visioner på et tidspunkt ud i fremtiden”.

Hvis man som publikum havde forventet en begravelseskoncert, måtte man fra første tone tro om igen: Sortie-koncerten boblede af liv og glæde ved musikken og var passende nok en hybridkoncert, et herligt møde mellem forskellige kulturer og tider, personificeret ved den israelske stjernemusiker Alon Sariel.

Koncerten med Sariel havde været et par år undervejs med corona-benspænd og svære kalendersynkroniseringer, men hvor var den dog værd at vente på!

Vist er barok ikke lig med Bach, men han fyldte godt. Dels qua sin italienske koncert og en sarabande, dels gennem solistens egen mandolin partita og endelig en nutidig komponists ”Walk With Bach”, en rejsekoncert for mandolin og barokorkester med udgangsinspiration i den italienske koncert.

BaroqueAros og Alon Sariel modtager publikums bifald og ønske om genhør (foto: Ole Straarup)

Bachs sarabande blev spillet på den arabiske oud, og instrumentets særlige klang føjede nogle specielle farvninger til den tyskfødte musik.

Den italienske koncert, som mange vil kende i klaverudgaven, var et festfyrværkerisk spil mellem solisten på mandolin og ensemblet i veloplagt medspil, og den vegeterende og filosoferende midtersats var bjergtagende i ro og skønhed.

Som komponist viste Alon Sariel sig som traditionalist i sin solopartita for mandolin. Den emmede af barokmusik og stilkunnen og viste dyb kendskab til de forskellige dansesatsers anatomi.

Koncerten sluttede med komponisten Amit Weiners tour de baroque, geografisk og historisk, med muntert turnerede hilsener til såvel det tyske (Gott erhalte Franz den Kaiser) som det caribiske (reggae) og det amerikanske (bluesfeeling). Det var ekvilibristisk underholdning så det forslog og barokt i ordets bedste og flertydige forstand.

Foruden alt det bach’ske blev der også plads til italienske komponister fra overgangen mellem renaissance og barok, Monteverdi og de mindre kendte Salamone Rossi og Johann Rosenmüller, samt tyske Telemann og en mig ukendt jødisk-arabisk komponist, Masloub.

Samlet et overflødighedshorn af musik med og omkring en solist i særklasse, spillet på topplan af alle medvirkende. ”Vi vil gerne takke vores trofaste publikum for opbakningen i alle årene”, skriver BaroqueAros , ”og siger forhåbentlig på gensyn når BaroqueAros vågner igen engang”. Publikums begejstrede reaktion havde det samme ønske i sig.

Ole Straarup

  • Musik af C. Monteverdi, J. Rosenmüller, S. Rossi, J.S.Bach, Abd A. Masioub, Alon Sariel, G.P.Telemann, Armit Weiner.
  • Solist: Alon Sariel (ærkelut, mandolin og oud).
  • BaroqueAros (Fredrik From, Hannah Tibell, Mikkel Schreiber, Christine Hagge Larsen, Maria Edlund, Erik Higgins, Marcus Mohlin).
  • Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 6. Marts 2022.