Ikke én node

Boganmeldelse
”Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker”
 *****

I ny koncertfører skal man læse for at lytte

Leif V.S.Balthzersen er en særdeles erfaren og meget velanskrevet musikformidler. I talrige foredrag og gennem programnoter for symfoniorkestrene og for operaen har han i en årrække markeret sig med en fin kombination af musikfaglig indsigt og veloplagt tolkning til glæde for publikum.

I en ny koncertfører, ”Når musikken fortæller”, har han udvalgt omtaler af 75 klassiske værker, så man kan forberede sig på en kommende musikoplevelse – hvad enten den er i koncertsalen eller derhjemme. Formålet med bogen er at lytte, og bogens tekst er tænkt som ”en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen”.

Kender De ”PLADESPILLEREN”, spørges der i en annonce i Koncerthaandbogen (Gjellerups Forlag 1956). Allerede på det tidspunkt indså man det umulige i at bringe en ”Grammofonpladefortegnelse” i tilknytning til håndbogen. I stedet skulle man så finde sine oplysninger i Pladespilleren fra Politikens Forlag. I dag ved vi, at den teknologiske udvikling har sendt såvel grammofonplader som cd’er i reservat og gjort internettet til det store musikbibliotek. Det véd snart enhver, og Balthzersen tager det naturligvis for givet.

De gamle koncertførere var bygget op om en præsentation af hver enkelt komponist. Udvalgte værker blev gennemgået, og i den forbindelse bragtes en række nodeeksempler – thi som Gerhard Schepelern skriver i sit forord: ”Det er ogsaa mit Haab, at de mange Node-Exempler vil vise sig at være af Værdi; Nodeskriften er jo – trods sin Ufuldkommenhed – stadig den eneste virkelig antagelige Beskrivelse af Musik”(!). Den abonnerer Leif V.S.Balthzersen ikke på i sin koncertfører.

Balthzersen fortæller skam også komponisters historie, men værkerne er samlet i forskellige tematiske grupper med overskrifter som ”Fortællinger fra barokken og klassikken”, ”Tyske romantikere”, ”Danske fortællinger”, ”Russisk og orientalsk inspiration”, ”Franske billeder”, ”Engelske billeder og landskaber”, ”Moderne fortællinger” og flere andre. De fleste grupper er geografisk orienteret, men de moderne fortællingers gruppe udgøres for eksempel af Schönberg, Honegger, Ives og Gershwin.

Ved at læse og lytte med ”Når musikken fortæller” får man både musikhistorie, biografisk orientering om komponisterne, gode sidehistorier og værkgennemgange, som på forskellig vis sætter bogens titel i spil. Balthzersens sprog udstråler stor glæde for musikken og har samtidig en faglig nøgternhed med, som styrer begejstringsniveauet. Der er renset for nyere slang, cool eller fedt er ikke med. Anprisningen af musikalsk skønhed og drama er klassisk begejstret.

Eneste nodebillede (og netop ikke nodeeksempel) i bogen er Mendelssohns berømte nodeskitse til ”Hebriderne”, som han sendte hjem til familien i 1829. Sådan fortæller en romantisk komponist om en stærk naturoplevelse!

Afsnittet om Mendelssohn rummer et – blandt mange – fint eksempel på, hvorledes Leif V.S.Balthzersen griber fortællingen i et værk an og på, hvorledes han sprogligt inspirerer lytteren. Fra gennemgangen af koncertouverturen til ”En skærsommernatsdrøm” lyder det:

”Fire lange og ganske stille blæserakkorder … Så enkelt kan det gøres. Og så magiske og genialt! For med åbningstakterne i ouverturen fremtryller Mendelssohn øjeblikkeligt fe-verdenen i Shakespeares skuespil. Aldrig bliver man træt af denne genistreg, hvor Mendelssohn synes at sætte hele essencen af Shakespeares komedie i musik …. Efter de fire blæserakkorder, der åbner til den magiske verden, spiller de delte violiner også en lang akkord, og så iler de afsted med let, fin staccato alfemusik …. Vi når nu frem til sidetemaets plads i kompositionen, og klarinetten spiller en henrivende melodi, der munder ud i en endnu mere henrivende violinmelodi. Er det de unges kærlighed, vi hører her? ….” .

Læser man videre i dette og andre afsnit i bogen, vil man møde denne skønsomme blanding af fortællebilleder og fagterminologi. På mange måder ganske traditionelt, men så sandelig også lærerigt i både musikfaglig og oplevelsesmæssig forstand.

Men endnu lidt mere Mendelssohn. Først Balthzersens fortsættelse af sin Skærsommernatsfortælling:

”Der sniger sig en længsel ind i musikken, som imidlertid skifter til en robust rytme i messingblæsere og kontrabasser …. Vupti er vi tilbage i alfeverdenens adrætte musik, og her i dette filigranafsnit, der fungerer som en gennemføringsdel i en sonateform, hører vi alt kogleriet i skærsommernatten …. noget, der lyder som en grundig afslutning, men man overraskes, for ud af denne ”slutakkord” smutter der alfemusik, som løber ind i en denne gang paradisisk-blid og langsom violinmelodi, der er en variant af hovedtemaet, og som er ligesom et trylleslør, der indhyller skuespillets personer og os tilhørere. Det hele slutter lige så magisk-svævende, som det hele begyndte: med fire stille og lange blæserakkorder”.

Dernæst Gerhard Schepelern og Gereon Brodin for 65 år siden i deres Koncerthåndbogen: ”Ouverturen, som er i Sonateform, anslaar allerede i Begyndelsen med de udholdte Blæserakkorder (som kommer igen også i Slutningen) (12)

en romantisk Tone, som fører Tilhørerne ind i et uvirkeligt Drømmeland, og Fortsættelsen med dens Kontraster mellem luftigt sprøde (13),

sværmeriske (14)

og mere robuste (15) Afsnit

gengiver i idealiseret og samlet Form Dramaets forskellige Stemningselementer: Eventyrverdenen med dens Naturvæsener, den antikke Kærlighedsintrige og de komiske Momenter (bl.a. Skildringen af Haandværkerne)”. Tallene i parenteserne refererer til nodeeksemplerne.

Ovenstående Mendelssohn-historie er blot et af mange mulige eksempler på, hvordan man som musiklytter og koncertgænger kan få glæde af at læse ”Når musikken fortæller”. Bogen står på traditionens grund, alene qua sin undertitel ”Koncertfører”. Men Leif V.S.Balthzersen kan så meget og formidler så godt, at bogens tekst, helt uden nodeeksempler, netop bliver en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen. Ikke oplevelsen af den rigtigt gamle musik eller den ganske nye – udvalget af musikværker starter hos Vivaldi og slutter med Gershwin – men netop i bedste forstand den klassiske. I den forbindelse kan det undre, at Mozart ikke er repræsenteret i bogen. Derudover vil det undre mig, hvis ikke ”Når musikken fortæller” bliver at finde under rigtig mange juletræer i år. Man kan give den til sig selv eller til en anden, der også holder af musikalsk fortælling.

Ole Straarup

Leif V.S. Balthzersen: Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker. Aarhus Universitetsforlag, 326 sider. Pris 299,95

Et helt særligt juleoratorium

”Lys i mørket”, 9.12.2021. 5 stjerner *****

Komponisten Thomas Agerfelt Olesen bød publikum på en bevægende oplevelse af musikalsk samklang over århundreder

Ved torsdagens koncert med Aarhus Symfoniorkester samlede interessen sig om det ”Weinachtsoratorium”, som nu igen kunne høres i sin hjemby, hvor det i 2017 havde både forbløffet og begejstret. Forbløffet fordi komponisten Thomas Agerfelt Olesen i en bestillingsopgave havde vovet sig ind på Johan Sebastians Bachs gebet, begejstret fordi Agerfelt Olesen lykkedes med at skabe sit eget værk og univers i et utroligt samarbejde med sin barokke mesterkollega og dennes uopslidelige oratoriekunst.

I forhold til førsteudgaven af ”Weinachtsoratorium” havde komponisten foretaget en revidering, som især koncentrerede sig om at udvide orkestret fra sinfonietta-størrelse til symfoniorkester, et særdeles vellykket greb. Klangligt var den reviderede udgave i fin balance mellem orkester, kor og solist og viste også her, hvor dygtigt komponistens samlede instrumentation spiller sammen med hans ideer til at møde Bach i nutiden.

Da jeg hørte værket i 2017, var min reaktion ovenud begejstret, og jeg berømmede opførelsen for ”professionalisme på højt niveau, intensitet og følelsesmæssig dybde i udtrykket, en kærlig hilsen til også den sentimentale bærebølge fra originalværkets fortælling og jubel: En stor oplevelse, en stor opførelse.”

Mit indtryk fra opførelsen i Symfonisk Sal var det samme, og jeg oplevede at publikum blev fanget ind i og umiddelbart tog værket til sig. Det trænede koncertpublikum kender Bachs juleoratorium ud og ind, og den meget positive modtagelse af Agerfelt Olesens udgave viser for mig at se, at hans kunststykke er lykkedes: At give en både nutidigt udfordrende og en historisk respekterende vinkel på et værk, han selv betragter som ”fuldstændig nødvendigt, som noget, der taler til et savn i tiden”.

Thomas Agerfelt Olesen

Med den holdning til originalværket udelukker Agerfelt Olesen både parodi og pop som virkemidler. I stedet borer han sig ind, lader respektfuldt koralmelodier stå, men sætter en nutidig belysning af dem i spil. Velkendtheden udfordrer han med nye klange, sentimentaliteten lader han bestå i en anden inderlighed.  Og Bach er der hele tiden, også når Agerfelt Olesen går mest kontroversielt til værks, nemlig i koralen ”Er ist auf Erden kommen arm”, hvor kvindestemmernes melodi pludselig udfordres af vredt råbende mandsstemmer. Deres tekst kaldes ”Pegida-Adventskalender” og kunne høres ved Pegida-demonstrationer i Tyskland, vendt mod muslimske flygtninge og indvandrere. En nutidighed, altså. En ubehagelighed. Hørt som en folkevrede, et raseri, en afmagt. I et juleoratorium!

Her sætter Agerfelt Olesen efter min mening publikums vurdering af hans ellers så sikre dømmekraft på spil og åbner for en diskussion af, om der er andre dagsordener i spil.

Musikalsk var opførelsen i Symfonisk Sal i de bedste hænder. Den tyske dirigent Florian Helgath viste både overblik og indlevelse og havde sikker kontakt med alle medvirkende. Med kort varsel havde den svenske tenor Conny Thimander overtaget solistpartiet, og han var et særdeles positivt bekendtskab. På imponerende vis kom hans sanglige kunnen og udtryksstyrke smukt igennem, poetisk lysende. Concert Clemens og Vokalensemblet GAIA var det samlede kor i overbevisende styrke og med den nødvendige sikkerhed og kunnen i de mest udfordrende Agerfelt Olesen-udgaver af de ellers så velkendte koraler.

Det kan ikke overraske, at Aarhus Symfoniorkester spillede op til sit bedste, både i Bachs Orkestersuite nr. 3 i første del af koncerten og i anden del, hvor orkestret lagde den smukkeste symfoniske bund under oratoriet.

Således blev ”Weinachtsoratorium” en stor oplevelse. Det er et værk, som fortjener at finde udbredelse i den store verden og dermed komme på traditionslisten ved juletid, hertillands som udenlands.

Ole Straarup