Boganmeldelse
”Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker” *****
I ny koncertfører skal man læse for at lytte
Leif V.S.Balthzersen er en særdeles erfaren og meget velanskrevet musikformidler. I talrige foredrag og gennem programnoter for symfoniorkestrene og for operaen har han i en årrække markeret sig med en fin kombination af musikfaglig indsigt og veloplagt tolkning til glæde for publikum.
I en ny koncertfører, ”Når musikken fortæller”, har han udvalgt omtaler af 75 klassiske værker, så man kan forberede sig på en kommende musikoplevelse – hvad enten den er i koncertsalen eller derhjemme. Formålet med bogen er at lytte, og bogens tekst er tænkt som ”en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen”.
Kender De ”PLADESPILLEREN”, spørges der i en annonce i Koncerthaandbogen (Gjellerups Forlag 1956). Allerede på det tidspunkt indså man det umulige i at bringe en ”Grammofonpladefortegnelse” i tilknytning til håndbogen. I stedet skulle man så finde sine oplysninger i Pladespilleren fra Politikens Forlag. I dag ved vi, at den teknologiske udvikling har sendt såvel grammofonplader som cd’er i reservat og gjort internettet til det store musikbibliotek. Det véd snart enhver, og Balthzersen tager det naturligvis for givet.
De gamle koncertførere var bygget op om en præsentation af hver enkelt komponist. Udvalgte værker blev gennemgået, og i den forbindelse bragtes en række nodeeksempler – thi som Gerhard Schepelern skriver i sit forord: ”Det er ogsaa mit Haab, at de mange Node-Exempler vil vise sig at være af Værdi; Nodeskriften er jo – trods sin Ufuldkommenhed – stadig den eneste virkelig antagelige Beskrivelse af Musik”(!). Den abonnerer Leif V.S.Balthzersen ikke på i sin koncertfører.
Balthzersen fortæller skam også komponisters historie, men værkerne er samlet i forskellige tematiske grupper med overskrifter som ”Fortællinger fra barokken og klassikken”, ”Tyske romantikere”, ”Danske fortællinger”, ”Russisk og orientalsk inspiration”, ”Franske billeder”, ”Engelske billeder og landskaber”, ”Moderne fortællinger” og flere andre. De fleste grupper er geografisk orienteret, men de moderne fortællingers gruppe udgøres for eksempel af Schönberg, Honegger, Ives og Gershwin.
Ved at læse og lytte med ”Når musikken fortæller” får man både musikhistorie, biografisk orientering om komponisterne, gode sidehistorier og værkgennemgange, som på forskellig vis sætter bogens titel i spil. Balthzersens sprog udstråler stor glæde for musikken og har samtidig en faglig nøgternhed med, som styrer begejstringsniveauet. Der er renset for nyere slang, cool eller fedt er ikke med. Anprisningen af musikalsk skønhed og drama er klassisk begejstret.
Eneste nodebillede (og netop ikke nodeeksempel) i bogen er Mendelssohns berømte nodeskitse til ”Hebriderne”, som han sendte hjem til familien i 1829. Sådan fortæller en romantisk komponist om en stærk naturoplevelse!
Afsnittet om Mendelssohn rummer et – blandt mange – fint eksempel på, hvorledes Leif V.S.Balthzersen griber fortællingen i et værk an og på, hvorledes han sprogligt inspirerer lytteren. Fra gennemgangen af koncertouverturen til ”En skærsommernatsdrøm” lyder det:
”Fire lange og ganske stille blæserakkorder … Så enkelt kan det gøres. Og så magiske og genialt! For med åbningstakterne i ouverturen fremtryller Mendelssohn øjeblikkeligt fe-verdenen i Shakespeares skuespil. Aldrig bliver man træt af denne genistreg, hvor Mendelssohn synes at sætte hele essencen af Shakespeares komedie i musik …. Efter de fire blæserakkorder, der åbner til den magiske verden, spiller de delte violiner også en lang akkord, og så iler de afsted med let, fin staccato alfemusik …. Vi når nu frem til sidetemaets plads i kompositionen, og klarinetten spiller en henrivende melodi, der munder ud i en endnu mere henrivende violinmelodi. Er det de unges kærlighed, vi hører her? ….” .
Læser man videre i dette og andre afsnit i bogen, vil man møde denne skønsomme blanding af fortællebilleder og fagterminologi. På mange måder ganske traditionelt, men så sandelig også lærerigt i både musikfaglig og oplevelsesmæssig forstand.
Men endnu lidt mere Mendelssohn. Først Balthzersens fortsættelse af sin Skærsommernatsfortælling:
”Der sniger sig en længsel ind i musikken, som imidlertid skifter til en robust rytme i messingblæsere og kontrabasser …. Vupti er vi tilbage i alfeverdenens adrætte musik, og her i dette filigranafsnit, der fungerer som en gennemføringsdel i en sonateform, hører vi alt kogleriet i skærsommernatten …. noget, der lyder som en grundig afslutning, men man overraskes, for ud af denne ”slutakkord” smutter der alfemusik, som løber ind i en denne gang paradisisk-blid og langsom violinmelodi, der er en variant af hovedtemaet, og som er ligesom et trylleslør, der indhyller skuespillets personer og os tilhørere. Det hele slutter lige så magisk-svævende, som det hele begyndte: med fire stille og lange blæserakkorder”.
Dernæst Gerhard Schepelern og Gereon Brodin for 65 år siden i deres Koncerthåndbogen: ”Ouverturen, som er i Sonateform, anslaar allerede i Begyndelsen med de udholdte Blæserakkorder (som kommer igen også i Slutningen) (12)
en romantisk Tone, som fører Tilhørerne ind i et uvirkeligt Drømmeland, og Fortsættelsen med dens Kontraster mellem luftigt sprøde (13),
sværmeriske (14)
og mere robuste (15) Afsnit
gengiver i idealiseret og samlet Form Dramaets forskellige Stemningselementer: Eventyrverdenen med dens Naturvæsener, den antikke Kærlighedsintrige og de komiske Momenter (bl.a. Skildringen af Haandværkerne)”. Tallene i parenteserne refererer til nodeeksemplerne.
Ovenstående Mendelssohn-historie er blot et af mange mulige eksempler på, hvordan man som musiklytter og koncertgænger kan få glæde af at læse ”Når musikken fortæller”. Bogen står på traditionens grund, alene qua sin undertitel ”Koncertfører”. Men Leif V.S.Balthzersen kan så meget og formidler så godt, at bogens tekst, helt uden nodeeksempler, netop bliver en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen. Ikke oplevelsen af den rigtigt gamle musik eller den ganske nye – udvalget af musikværker starter hos Vivaldi og slutter med Gershwin – men netop i bedste forstand den klassiske. I den forbindelse kan det undre, at Mozart ikke er repræsenteret i bogen. Derudover vil det undre mig, hvis ikke ”Når musikken fortæller” bliver at finde under rigtig mange juletræer i år. Man kan give den til sig selv eller til en anden, der også holder af musikalsk fortælling.
Ole Straarup
Leif V.S. Balthzersen: Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker. Aarhus Universitetsforlag, 326 sider. Pris 299,95
