Berliner Philharmonikerne strålede i Musikhuset
Til mine største musikalske oplevelser hører en koncert i Berlin for år tilbage med det orkester, som netop har gæstespillet i Musikhusets symfoniske sal. Dengang stod Claudio Abbado i spidsen for orkestret i et program, som bl.a. bød på Brahms’ 3. symfoni. Oplevelsen i Berlin blev særligt stærk, fordi Abbado netop var kommet tilbage efter længere tids sygdom og fik en intenst hjertelig modtagelse af både publikum og orkester. Da musikken tog over, smeltede det hele sammen i en medrivende oplevelse af et kunstnerisk og musikalsk-teknisk sug, hvis styrke det er svært at beskrive med ord, og hvis indtryk satte sig uudslettelige spor i erindringen.
Og nu spillede de så i Symfonisk Sal for et publikum, der som jeg selv havde store forventninger til aftenens koncert! Til historien hører, at orkestret siden 2009 har haft et dansk islæt, nemlig basunisten Jesper Busk Sørensen, der tidligere spillede i Aarhus Symfoniorkester. Han fortalte i Jyllandsposten levende om sin oplevelse med og stolthed over at sidde i verdens måske bedste symfoniorkester. Aftenens program startede med Mendelssohns 3. symfoni med tilnavnet “Den skotske”. Min erindring fra Berlin blev straks vakt til live, da det vidunderlige orkester åbnede koncerten. Vinklen og musikken var en anden end dengang, men den stærke følelsesmæssige og musikalske kvalitet den samme:
Klangfylden fra start og det unisone strygerspil, dirigeret uden de store armbevægelser med alle detaljer på plads! Sjældent hører man så pletfri en elskværdighed, så bedårende genkomst af et tema, så utrolig en klang i Mendelssohn. Og det fortsatte med klarinetblødhed i andensatsens uptempo og ubesværet gesvindthed i alle grupper og fornøjelige skotske “lift”. Med sublime overgange og en utrolig klanglig og rytmisk tæthed i tredie sats før sidste sats dansede med fuldstændig gennemlyst spil i alle instrumentgrupper, hvor soloblæserne strålede og hele orkestret med en utrolig dynamik gav lytteren denne mæthedsfølelse af dyb, dyb smagfylde fra et orkester, der udstråler nydelse ved at kunne. Ved også at kunne neddæmpe til det næsten åndeløse og efterfølgende juble afslutningen ud!
Med Sjostakovitj’ 10. symfoni er verden en anden, og dog. Med det langt større orkesterapparat er udtrykket naturligvis helt anderledes, men de udførelsesmæssige kvaliteter, orkestret besidder, spiller fortsat med. Det slog mig, at udførelsen af den timelange symfoni under Kirill Petrenko på en måde fastholdt et ideal om at søge og formidle den skønhed, Sjostakovitj også rummer. Langt mere end at fokusere på forholdet mellem Sjostakovitj og sovjetregimet og dermed også på Stalins død et halvt år før symfoniens førsteopførelse. Petrenko gjorde netop musikken skøn, fandt dens romantiske sider frem – midt i det buldrende og bragende, midt i det kaleidoskopiske og voldsomt dansende. Igen: I sats efter sats demonstrerede dirigent og orkester en imponerende kontrol over de forskelligartede udtryk. Fra dyb, neddæmpet intensitet til udblæst voldsomhed, fra dans på markedet til det næsten heltestormende. Frem til den meget personlige kroning med komponistens signatur-motiv i alle afskygninger. Det var strålende og musikalsk befriende. Fornøjet sovjetmusik i en utrolig fortælling, som kun de bedste formår det.Publikum kvitterede med lang stående applaus for den strålende koncert, og da Kirill Petrenko bad basungruppen rejse sig, mærkede man publikums glæde og stolthed over bysbarnets bidrag til en aften med “verdens bedste”.
Ole Straarup
- Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 3, Den skotske, a-mol, op.56.
- Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 10, e-mol, op. 93.
- Berliner Philharmoniker, dir.: Kirill Petrenko.
- Musikhuset, Symfonisk Sal, 16.11.2021.