Orgel og messingblæsere

  • September 2021

Velspillende musikkorps hyldede det nyrestaurerede orgel i Aarhus Domkirke, men havde problemer med det symfoniske

I forbindelse med genindvielsen af Aarhus Domkirkes orgel bestilte kirken og Prinsens Musikkorps i fællesskab et værk til fejring af begivenheden. Komponisten Nikolaj Bentzon fik opgaven, og i går aftes blev det nye værk ”Cathedralis” – med komponistens egne ord – lagt på affyringsrampen. Til at stråle over musikken havde man som solist den berømte, tidligere solotrompetist fra Berliner Philharmonikerne, Gábor Tarkövi.

I værkets tre satser – maestoso, grave og vivace – kom meget forskellige fejringer til udtryk, fra det pompøse over det mere mørkt sentimentale til det livligt marcherende. Man mærkede tydeligt komponistens dybe kendskab til jazzens, især bigbandets harmonisk-rytmiske muligheder og groovetradition. Instrumentationen var sikker og varieret og med fin inddragelse af orglet som medspiller, men kirkerummet spillede kraftigt med. Det kneb undervejs med klarhed i lydbilledet, og den fine solist stod kun i begrænset omfang tydeligt frem. Måske skulle man have eksperimenteret med solistens placering i stedet for at have ham så tæt på orkestret, lige under orgelpulpituret.

Senere fik man Gábor Tarkövi tydeligt at høre som solist i Petr Ebens ”Levi”, en af de fire satser fra ”Okna” som er inspireret af Chagalls glasmosaikruder i Jerusalem. Han var strålende her, og samspillet med Kristian Krogsøe ved orglet meget smukt.

Aarhus Domkirke. Foto: Ole Straarup

De professionelle musikere viste deres tekniske og musikalske niveau i de forrygende, muntert moderne variationer, Witold Lutoslawski som pianist skrev over Paganinis berømte capriccio-tema. Arrangementet for messingorkester var meget vellykket og strålede af Lutoslawskis evne til at troldespejle og underholde på samme tid. Orkestret og den fortrinlige dirigent Henrik Vagn Christensen fik det hele frem på bedste vis.

Festmusikken til det nyrestaurerede orgel var formelt aftenens hovedværk. Men jeg må indrømme, at det var ”Espansiva” der for mit vedkommende var hovedattraktionen.  Carl Nielsens måske mest berømte symfoni har jeg været tændt på lige siden Leonard Bernstein dirigerede den i København i 1965. Muligheden for at høre den i et arrangement for orgel og messingblæsere kommer sjældent, og nu var der.

Åbningen stod flot og katapulterede overbevisende til hovetemaet. I det hele taget viste det sig, måske ikke så overraskende, at satsens og symfoniens store steder var de meste overbevisende i arrangementet. Det hurtige strygerarbejde og fugatoerne i originalen er svære at håndtere for især dybe messingblæsere, og brugen af orglet som soloinstrument var, blandt andet i førstesatsens ”vals”, på kanten af lirekasse.

Mens lyden af en basun vel kan give associationer til en mandsstemme, er det straks sværere at associere til kvindestemme ved trompetlyd. Carl Nielsens brug af menneskestemmer i 2. sats kunne ikke rigtig oversættes, hvorimod messingensemblet kom fint fra den indledende idyl og stemningsopbygning.

I trediesatsen var det mere vrængende og turbulente  vellykket, og man fik en vis forsorenhed fint frem. Igen dog med mudren i fugatoets dybde og en orgelbrug, der associerede rigeligt til spilledåse.

Orglet åbnede solo med slutsatsens hymne. Umiddelbart en god ide, men klangligt uden den nødvendige glæde og tyngde. Opfølgende gik det klangligt bedre, og den lange opbygning stod ganske flot. Også i den Nielsen’ske ”hønsegård” savnede man symfoniorkestrets mulighed for karaktermangfoldighed, men messingblæserne viste et flot løft og klangkombinationen med orglet var overbevisende her. Den første repetition af åbningstemaet i langsom udgave stod også overbevisende, mens resten af satsen trods fine passager undervejs var svær at krone helt overbevisende. Og sådan var det med hele ”Espansiva” i aftenens instrumantation, desværre.

Flot spillende var dog både Prinsens Musikkorps og organist Kristian Krogsøe, og dirigent Henrik Vagn Christensen arbejdede intenst og opmærksomt og i fin kontakt med musikerne.

Ole Straarup

  • Witold Lutoslawski: Variationer over et tema af Paganini.
  • Nikolaj Bentzon: Cathedralis (uropførelse).
  • Petr Eben: Det gyldne vindue ”Levi”.
  • Carl Nielsen: Symfoni nr. 3 ”Espansiva”.
  • Gábor Tarkövi, trompet.
  • Kristian Krogsøe, orgel.
  • Prinsens Musikkorps, dirigent Henrik Vagn Christensen.

Aarhus Domkirke, torsdag 16.9.21.

Marie Grubbe – en heltinde?

Ny opera stiller spørgsmål og portrætterer mere overbevisende musikalsk end scenisk

“Operaen er én lang hyldest til kvindens seksualitet. I 1666. Det er vildt. Og vi har brug for Marie; vi har brug for en heltinde” citat fra programartiklen ”Vores Marie”

Vi forventes altså, trods titelåret 1666, at tænke ”i vor tid”, og dermed spænder  komponist og tekstforfatter sig for en vogn, et formål, der er alt for megen win-win over, og gør Maries historie til en ”#metoo-fortælling fra 1600-tallet…”  (John Frandsen i programhæftet).

Den aldrende Marie Grubbe (Radmila Rajic) indleder og afslutter historien, rammer den ind både tekstligt og musikalsk over for magister Holberg, der til sidst får svaret: ”Jeg tror, at ethvert mennesker lever sit eget liv og dør sin egen død, Det tror jeg.” Mildt sagt kontroversielt dengang, i dag vel ganske uprovokerende.

Men nu til oplevelsen i Helsingør Theater.

Når man hører John Frandsens musik, mærker man komponistens tekniske og musikalske sikkerhed og evne til at tegne figurer og stemninger. I en overlegen instrumentation udnytter han kammerorkestrets mulighed, varierer og sender en række både finurlige og medrivende signaler. Som barok-pasticher, som vor tid. I høj stil og med komik, voldsomt dramatisk og sødt indsmigrende og også humoristisk. Kort sagt et meget spændende partitur.

Katinka Fogh Vindelev er bevægende
som den unge Marie Grubbe.
Foto: Pernille Bering.

”Dyrets år – 1666” viser os to sociale lag, upstairs og downstairs. Her leves traditionelt to adskilte liv, men forbindelser vil der alligevel være, sjældent til fordel for sidstnævnte, tjenestefolk og fattige. Til portrættering af personkredsen, uanset social status, råder sommeroperaen over et fortrinligt ensemble. De medvirkende sangere har alle et meget højt niveau, i såvel kvinde- som mandsroller.

I titelrollen som den unge Marie er Katinka Fogh Vindelev  strålende og bevægende i udtrykket, såvel i sine store solopartier som i spillet med Teit Kanstrup i rollen som Styge Høgh, hendes svoger, der også bliver hendes elsker. Som hendes mand, Gyldenløve, optræder Jens Bruno Hansen med grum tyngde, men viser også andre sider hos magtpersonen end dem, Marie ulykkeligt må leve under. Hans kurtisering af søsteren, Annemarie (Sidsel Aja Eriksen), og hans forsvar for Marie over for en påtrængende præst er meget overbevisende. Både sangligt og scenisk-musikalsk.

Fra det underste land er Camilla Button som køkkenpigen Drude og Petter Moen som tjenestedrengen Jep, hendes håbende bejler, både rørende i deres spirende håb om en fremtid sammen og hun også med en mere mørk side, der dækker over fatale oplevelser i kontakten med såvel statholder Gyldenløve som troldkvinden Ingebjørg. Hun ender som Ingebjørg på bålet, dømt som heks. Jep må også, midt i sit håb, lade livet. En rasende og vanvittig skomager har mistet sin datter og mistænker den gode Jep for at have forført hende. Hans kniv gør en ende på det liv. Morten Grove Frandsens kontratenor-portræt af skomageren er en af forestillingens helt stor oplevelser. Overtroen og den tiltagende galskab får hos Morten Grove Frandsen en styrke og voldsomhed, der er uafrystelig.

Musikken fra orkestergraven med det fortrinlige Randers Kammerorkester under David Riddells fine ledelse og sangen fra scenen er forestillingens særlige styrke. Det dramatiske, spillet på scenen, er i lange passager desværre meget stillestående og savnes som supplerende iklædning af den ordrige tekst. Det fører til, at operaen ofte går i en traditionel frontal-sang. Den meget enkle scenografi  og lyssætningen hjæper nok til tegningen af et mørkt miljø med få, måske Rembrandtinspirerede lysspor, men giver ikke megen plads til indlevelse eller dramatisk differentiering. I nogle få scener sker det dog, blandt andet da det høje selskab lader sig underholde af store teaterdukker med en afslørende narrefigur. Inden Maries hemmeligheder senere kommer for dagens lys, har Narren og skuespillerne afsløret det hele. Det er (altid) godt teater.

Ole Straarup

  • Opera. Dyrets år 1666.
  • Musik: John Frandsen.
  • Tekst:John Frandsen og Madeleine Røn Juul.
  • Medvirkende: Radmila Rajic (Marie), Katinka Fogh Vindelev (Unge Marie),  Teit Kanstrup (Styge Høgh / præsten), Morten Grove Frandsen (Skomageren), Camilla Button (Køkkenpigen Drude), Sidsel Aja Eriksen (Annemarie / Troldkvinden Ingebjørg), Petter Moen (Tjenestedrengen Jep), Jens Bruno Hansen (Gyldenløve).
  • Randers Kammerorkester.
  • Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul.
  • Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup.
  • Lysdesign: Rune Halken Tønnes.
  • Musikalsk ledelse: David Riddell.
  • Helsingør Theater 1.9.21. Premiere.