Musical-anmeldelse. Sunset Boulevard. 12.8.22. Den Jyske Opera. 4 stjerner ****
Sunset Boulevard i vellykket opsætning på Den Jyske Opera.
Historien om stumfilmstjernen Norma Desmonds drøm om at vende tilbage til det store lærred er et fantastisk stof for en musikteaterforestilling. I Andrew Lloyd Webbers musical Sunset Boulevard bliver ikke blot Normas drøm, men alle de mange drømme hos filmbranchens store og små aktører sat i spil. I Den Jyske operas udgave af Sunset Boulevard oplever man det stærkt og vedkommende i en flot scenografi og gennem overbevisende musikalske præstationer.
I hovedrollerene som Norma Desmond og manuskriptforfatteren Joe Gillis er Tammi Øst og Randy Diamond som de bærende meget overbevisende.
Tammi Øst kommer følelsesmæssigt smukt omkring den glemte stjerne, der lever i og håber at udleve drømmen endnu en gang. Såvel i skuespillet som i sangen formår hun at gøre vanvid, smerte og drøm vedkommende i en fornem musicaldebut.
Som hendes med- og modspiller viser Randy Diamond al sin professionelle kunnen som erfaren musical-perfomer. Han lever i spillet og spiller med overlegen træfsikkerhed på genre og teknik. Som Joe Gillis har han måske alderen lidt mod sig i forholdet til Norma, men hendes forelskelse i ham og spillet mellem de to står stærkt.
Drømmedans i stjernepalæet. Tammi Øst og Randy Diamond. Foto: Anders Bach
Forestillingens mange drømmefabrikker, store som små, kaldes frem gennem en meget spændende scenografi, som lykkes med at vise det nutidigt småtskårne og det datidigt storladne – fra små værelser over filmstudier til Normas pragtpalæ. Det er rigtig vellykket teater.
At gå fra at være opera- til at være musicalkompagni er en stor udfordring og omstilling, især på lydsiden. I musicalen er al lyd mikrofoneret, og netop her er det en særlig kunst at forme det helt rigtige mix. Her har Den Jyske Opera stadig en del at lære. Ved premieren var der mindre problemer med mikrofonudfald undervejs, men det store problem med at få al lyd til at blandes ”naturligt” skal der arbejdes videre med. Således savnede jeg, da man nu rådede over et fuldt symfoniorkester, et flottere sug og dermed samlet løftende bærebølge sendt op fra orkestergraven (og ud i højttalerne).
At kunne sætte Sunset Boulevard op og sætte sit personlige, særlige præg på forestillingen har efter sigende været operachef Philipp Kochheims drøm i mange år. Nu er den her så, forestillingen, og den skal man se og høre.
Kochheim har god grund til at være glad for sin dream-come-true i Den Jyske Operas regi.
Ole Straarup
Sunset Boulevard, musical i 2 akter.
Musik: Andrew Lloyd Webber.
Tekst: Don Black og Christopher Hampton baseret på film af Billy Wilder.
Medvirkende: Tammi Øst (Norma Desmond), Randy Diamond (Joe Gillis), Katharina Maria Abt (Betty Schaefer), Martin Loft (Max von Mayerling) og mange flere. Den Jyske operas Kor
Operetteanmeldelse, Greven af Luxembourg, Den Jyske Opera, 11.3.22. Tre stjerner ***
Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag med en twistet operette-klassiker
”Elske er jo kun et ord”. Eller hvad med ”Kvinder er verdens bedste legetøj”? Det vrimler med udsagn af den type, især fra fyrstebassen Basilowitch. Han betaler en vis falleret greve fra Luxembourg for at indgå et tremåneders proformaægteskab med sangerinden Angèle, så hun derefter vil være grevinde og klar til ægteskab med fyrstebassen. Blot har han glemt sin russiske forlovede, som kræver af fyrstebassen (hendes kælenavn til ham), at han holder sin gamle aftale fra den russiske tid. Mange, ikke blot de her nævnte personager, sidder i en klemme. Men det er jo ikke operette for ingenting, så det løser sig i en glad finale – hvorefter alt vel kan starte forfra?
Klassisk positur i operetten: De får hinanden (Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard Pedersen) Foto: Anders Bach
Det lyder mildt sagt som en sang fra gamle dage. Og det er det også. Instruktøren Philipp Kochheims bud på at komme ud af den klemme, som ikke blot hedder MeToo, består i at invitere på nøglehulskig til genrens gravkammer, hvor de afdøde figurer stadig lever som divaspøgelser i fuld operetteliderlighed og vulgaritet, lavkomik og patetiske minder.
Ideen er ikke tosset, men udførelsen savner – trods alt det frække, som der er rigeligt af – en skarphed i twisten, som giver mere stof til eftertanke end netop det, der ligger i at handling og musik undervejs trods alt rammer plet og bliver følelsesmæsigtvedkommende. Når ”elske” ikke kun er et ord.
Philipp Kochheim kommer i perioder til at overdøve dette med gags en masse, med tricks fra værktøjskassens mere fremmedgørende rum og med let slidte provokationer, som har mistet noget af deres virkning. Brugen af dele af hits fra andre operaer virker kun delvis: Hvorfor lidt Tristan-ouverture, hvorfor hele Wilhelm Tell-ouverturen? Men jo: Butterfly er helt rigtig for Angèle at istemme.
Inden man får et kig ind i ”gravkammeret”, byder en hvid Harlekinfigur velkommen foran tæppet. Hun dirigerer orkestret med en bøjet dirigentstok, og lyden er derefter. Nå ja, og noden står på hovedet, så måske skulle man lige vende den om? De gags er set før, og senere kommer der flere af den slags henvendelser til og om publikum, hvis aldersgennemsnit også får en kommentar med på vejen. Og da man i forestillingens anden del både leger ”forestillingen er slut, gå nu hjem” og sender sangere på togt ned blandt publikum, virker det ikke længere provokerende. Det er set før og har mistet sin virkning.
Scenografen Barbara Bloch har til hovedscenen skabt et morsomt raritetskabinet af gamle kulissestumper og rekvisitter fra dengang, operette var stort. Her tumler personagerne rundt i let slidte og støvede kostumer, som passer til omgivelserne, og alle søger på en måde efter meningen med det hele i egen erindring og indbildt storhed. Og måske kunne man ….
Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Christopher Lichtenstein er som teaterorkester særdeles rutineret, men hørt mere sprudlende i andre sammenhænge.
På scenen træder centrale figurer efterhånden ud af ensembletumlen: Kunstmaleren Armand Brissard og han model-muse Juliette Vermont. Hun vil gerne giftes, han vægrer sig, og maleriet bliver ikke til meget. I miljøet af drømmere, levemænd og –kvinder møder man René, greve af Luxembourg, som har levet alle pengene op, samt Basil Basilowitch, fyrsten der stadig er ved muffen i sin damejagt (senere indhentes han som nævnt af sin russiske forlovede, grevinde Kokozow), og endelig den dejlige sangerinde Angèle.
I disse centrale solistpartier leverer medlemmer af Den Jyske Operas Kor meget fine og overbevisende præstationer. Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd portrætterer kæresteparret Juliette og Armand fint, både sangligt og skuespilsmæssigt. Tenoren Joan Ribaltas fremstilling af greven udvikler en følelsemæssig styrke, som efterhånden slår igennem al lavkomikken. Han er smukt syngende og danner sammen med den fint lysende sopran Birgitte Mosegaard Pedersen det helt rigtigt operettepar. De får virkelig fat rent følelsesmæssigt midt i det ellers noget støjende miljø.
De roder rundt i operetten. Den Jyske Operas Kor og greven. Foto: Anders Bach
Nederlaget og sejren for de to centrale komiske figurer, Basilowitch og Kokozow, fremstilles med flot energisk komik (også til den lavere side) af Morten Wang og Annette Dahl. Begge har power på scenen og synger partierne med stor overbevisning.
Alle de fine sangere fra Den Jyske Operas Kor har i årevis været en meget vigtig del af operaens høje musikalske niveau. De kan meget, både som ensemble og som solister. At man I Greven af Luxembourg kan indtage hele spillet og hele den sanglige side af forestillingen er imponerende gjort og viser – hvis vi skulle have glemt det – hvor vigtig en kunstnerisk funktion, operakoret har. Her bærer koret en hel forestilling og giver dermed en fornem cadeau til 75 års-jubilaren.
Og jubilaren selv, Den Jyske Opera, fortjener al ære og respekt og taknemmelighed fra sit publikum. Man har gennem årene formået at udbygge institutionen til at være et, også internationalt, anerkendt operakompagni, hvis forestillinger har været mange rejser værd. Og dertil gennem turnévirksomhed bragt forestillinger ud i landet. I 2022 bliver det dels med jubilæumsforestillingen, Greven af Luxembourg, dels dobbeltforestillingen med Asger Hameriks ”La Vendetta” og Ruggiero Leoncavallos ”I Pagliacci”. Mellem disse turnéforestillinger kan århusianerne glæde sig til Lloyd Webber-musicalen ”Sunset Boulevard” i august i år.
Der er spændende nyt og fornyelse i jubilaren.
Tillykke med de 75!
Ole Straarup
Franz Léhar: Greven af Luxembourg.
Medvirkende: Joan Ribalta(René, greven af Luxembourg), Birgitte Mosegaard Pedersen (Angèle Didier), Estrid Molt Ipsen (Juliette Vermont), Jens Jagd (Armand Brissard), Morten Wang (Fyrst Basil Basilowitch), Anette Dahl (Grevinde Stasi Kokozow) og mange flere. Alle medlemmer af Den Jyske Operas Kor.
Instruktør: Philipp Kochheim.
Scenografi og kostumer: Barbara Bloch.
Lysdesign: Anders Poll.
Aarhus Symfoniorkester, die.: Christopher Lichtenstein.
Musikhuset Aarhus, Store Sal, 11. marts 2022. Premiere.
Komponisten Thomas Agerfelt Olesen bød publikum på en bevægende oplevelse af musikalsk samklang over århundreder
Ved torsdagens koncert med Aarhus Symfoniorkester samlede interessen sig om det ”Weinachtsoratorium”, som nu igen kunne høres i sin hjemby, hvor det i 2017 havde både forbløffet og begejstret. Forbløffet fordi komponisten Thomas Agerfelt Olesen i en bestillingsopgave havde vovet sig ind på Johan Sebastians Bachs gebet, begejstret fordi Agerfelt Olesen lykkedes med at skabe sit eget værk og univers i et utroligt samarbejde med sin barokke mesterkollega og dennes uopslidelige oratoriekunst.
I forhold til førsteudgaven af ”Weinachtsoratorium” havde komponisten foretaget en revidering, som især koncentrerede sig om at udvide orkestret fra sinfonietta-størrelse til symfoniorkester, et særdeles vellykket greb. Klangligt var den reviderede udgave i fin balance mellem orkester, kor og solist og viste også her, hvor dygtigt komponistens samlede instrumentation spiller sammen med hans ideer til at møde Bach i nutiden.
Da jeg hørte værket i 2017, var min reaktion ovenud begejstret, og jeg berømmede opførelsen for ”professionalisme på højt niveau, intensitet og følelsesmæssig dybde i udtrykket, en kærlig hilsen til også den sentimentale bærebølge fra originalværkets fortælling og jubel: En stor oplevelse, en stor opførelse.”
Mit indtryk fra opførelsen i Symfonisk Sal var det samme, og jeg oplevede at publikum blev fanget ind i og umiddelbart tog værket til sig. Det trænede koncertpublikum kender Bachs juleoratorium ud og ind, og den meget positive modtagelse af Agerfelt Olesens udgave viser for mig at se, at hans kunststykke er lykkedes: At give en både nutidigt udfordrende og en historisk respekterende vinkel på et værk, han selv betragter som ”fuldstændig nødvendigt, som noget, der taler til et savn i tiden”.
Thomas Agerfelt Olesen
Med den holdning til originalværket udelukker Agerfelt Olesen både parodi og pop som virkemidler. I stedet borer han sig ind, lader respektfuldt koralmelodier stå, men sætter en nutidig belysning af dem i spil. Velkendtheden udfordrer han med nye klange, sentimentaliteten lader han bestå i en anden inderlighed. Og Bach er der hele tiden, også når Agerfelt Olesen går mest kontroversielt til værks, nemlig i koralen ”Er ist auf Erden kommen arm”, hvor kvindestemmernes melodi pludselig udfordres af vredt råbende mandsstemmer. Deres tekst kaldes ”Pegida-Adventskalender” og kunne høres ved Pegida-demonstrationer i Tyskland, vendt mod muslimske flygtninge og indvandrere. En nutidighed, altså. En ubehagelighed. Hørt som en folkevrede, et raseri, en afmagt. I et juleoratorium!
Her sætter Agerfelt Olesen efter min mening publikums vurdering af hans ellers så sikre dømmekraft på spil og åbner for en diskussion af, om der er andre dagsordener i spil.
Musikalsk var opførelsen i Symfonisk Sal i de bedste hænder. Den tyske dirigent Florian Helgath viste både overblik og indlevelse og havde sikker kontakt med alle medvirkende. Med kort varsel havde den svenske tenor Conny Thimander overtaget solistpartiet, og han var et særdeles positivt bekendtskab. På imponerende vis kom hans sanglige kunnen og udtryksstyrke smukt igennem, poetisk lysende. Concert Clemens og Vokalensemblet GAIA var det samlede kor i overbevisende styrke og med den nødvendige sikkerhed og kunnen i de mest udfordrende Agerfelt Olesen-udgaver af de ellers så velkendte koraler.
Det kan ikke overraske, at Aarhus Symfoniorkester spillede op til sit bedste, både i Bachs Orkestersuite nr. 3 i første del af koncerten og i anden del, hvor orkestret lagde den smukkeste symfoniske bund under oratoriet.
Således blev ”Weinachtsoratorium” en stor oplevelse. Det er et værk, som fortjener at finde udbredelse i den store verden og dermed komme på traditionslisten ved juletid, hertillands som udenlands.
Grotesk kongekabale om et celebert dødsfald i Hamborg 14.5.1912
Hvordan Halfdan Rasmussen og Henning Hansens børnekære sang om den lille frække Frederik kan dukke op i en nyskrevet opera-operette, ja det kan man spørge sig om! Svaret får man mod slutningen af ”Inkognito Royal”, Philipp Kochheim og Karsten Fundals forestilling, hvor alt går i gak – efter halvanden times opspil, hvor det ellers ikke har skortet på groteske situationer.
Kong Frederik VIII af Danmark døde under mystiske omstændigheder under et besøg i Hamborg 1912. Pikante rygter vil vide, at kongen ikke kunne holde til en inkognito-tur på bordel, og at man efterfølgende gjorde sig alle anstrengelser for at dysse historien ned.
En sådan historie kommer man ikke godt fra at fortælle uden hjælp fra en nar, i vore dage en konferencier, som både formidler, kommenterer og sætter spørgsmålstegn: Det er ikke helt til at vide, hvad der skete og hvordan det skal forstås. Amerikanske Randy Diamond gjorde det strålende, slebent og slesk, frækt og overskridende.
Andreas Daum i kongelig stepdans på ligbordet. Foto: Anders Bach
Første gang vi ser og hører til Frederik VIII, er han indbragt til dissektion på havnens lighus. Efter en vanvittig scene mellem en assistent og lægen, der ”har ventet 30 år på at dissekere verdenshistorie”, rejser kongen sig, erklærer ”jeg er død” og stepdanser på dissektionsbordet. Overbevisende ageret af Andreas Daum i kongerollen og et saftigt signal om, hvad der venter.
Første akts efterfølgende scener fortsætter dels i det groteske spor, men tegner også billeder af ensomhed og længsler blandt de kongelige, sorg og begrædelse af skæbnen. Susanne Elmark er meget overbevisende som dronning Lovisa.
Rygterne begynder at gå, og de fortærende journalister begynder at lugte blod.
I flashback præsenteres vi for bordellet, for Madam Rosa og pigerne, for en naragtig gammel mand, der har mistet evnen, men vil kompensere ved at skrive en roman. Grev Kronborg (Frederik) dukker op og vælger den sky Fanny, i hvis arme han vil få sit fatale hjerteanfald..
Som om det ikke skulle være grotesk nok, sætter anden akt historien op endnu en gang, nu med verfremdungsteknik så det forslår, med mickymousing, udtræden af rollerne, irettesættende kommentarer fra instruktør og komponist, angreb på dirigent og orkester, demonstrationer og fuld knald på fake news om den ømfindtlige situation. Kort sagt et greb i kassen med teknikker, der for manges vedkommende er set for snart et halvt århundrede siden, også i operasammenhæng. Det er her, den lille frække Frederik og sågar nationalsangen kommer ind til sidst, sunget af et ensemble i sikkerhedveste!
Komponisten Karsten Fundal sætter med en palet af musikalske stilarter og udtryk ikke blot et akkompagnement til operaens forskellige scener, men giver dem indholdsmæssig dybde gennem en overbevisende vekslen mellem med- og modspil, stilsikkert skiftende mellem umisforståelige genreudtryk fra jazz og musical og mere abstrakt dramalyd som fra filmens og det modernes verden. Flot partitur, som leveres meget overbevisende af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Den Jyske Operas musikchef, Christopher Lichtenstein.
Operachef Philipp Kochheim er både librettist og instruktør. De mange medvirkende agerer overbevisende i hans instruktion, der vrimler med oplagtheder i det komisk-groteske, men sjældnere med egentlig bevægende følsomheder. Scenografi, kostumer og lys spiller flot sammen i den fantasifulde udnyttelse af det store scenerum og prosceniet.
Opera eller operette – ”Inkognito Royal” er en særdeles underholdende, nu og da bestemt tankevækkende og musikalsk meget oplevelsesmættet forestilling. Desværre går der lidt for meget revy og Frederik i den til sidst.
Ole Straarup
Karsten Fundal og Philipp Kochheim: ”Inkognito Royal. En kongelig skandale om Frederik VII”.
Andreas Daum (Kong Frederik VIII), Susanne Elmark (Dronning Lovisa), Randy Diamond (Konferencier), Trond Halstein Moe (Læge), Laura Schwerwitzl (Fanny), Johanne Bock (Madame Rosa) og mange flere.
Den Jyske Operas Kor, Unge sangere fra Talent U. Aarhus Symfoniorkester.
Musikalske lækkerier på stribe ved symfoniorkestrets tapaskoncert i Store Sal
Fransk for det meste, men også amerikansk tyngde prægede torsdagens come back koncert, da Aarhus Symfoniorkester efter den lange coronapause igen mødte sit publikum med smittende spilleglæde. Ja, glæden var store for alle parter, også publikum, der tydeligt nød genhøret og kvitterede med varm applaus.
En tapaskoncert kaldte man det godt timelange forløb, sammensat efter chefdirigent Marc Soustrots franskdominerede kogebog for koncertsalskræs og dirigeret på fortrinlig vis af Christian Kluxen, der til daglig arbejder både i Canada og Norge. Bratschisten Christine Hagge Larsen kunne med opbundet, brækket arm ikke spille med i orkestret, men varetog så konferencier-jobbet med varme og humor.
En anden af orkestrets musikere, koncertmester Christian Chivu Ivan, spillede til gengæld en markant rolle som violinsolist. Med vildt attack i Saint-Saëns’ ”Danse macabre” og med varm indføling i John Williams’ ”Schindlers liste”. I begge værker blev han henholdsvis vildt og smukt akkompagneret af orkester og dirigent.
Aftenens tungeste værk, med al respekt for det franske, var nu amerikansk, nemlig Gershwins ”Rhapsody in Blue”. Med den berømte klarinet-åbning med glissade sørgede soloklarinettist Mathias Kjøller for den rette igangsætning, før klaversolisten tog over. Søren Rastogi sad ved flyglet og spillede med en fornem blanding af teknisk overskud og feeling for den særlige genre, som jazzkoncerten kræver. Han både slog til i det magtfulde, og han legede, tøvede, accentuerede i såvel klassisk som jazzy tradition. Samspillet mellem Rastogi og Kluxen var en fornøjelse at følge, og glæden ved at spille ud klang fra det veloplagte orkester.
Afslutningen var dog fransk. En veloplagt ”Ouverture til Carmen”, som orkestret har stor erfaring med og spillede med fyrig fornøjethed over det, der – med Christine Hagge Larsens ord – måske ikke længere er helt stuerent: Tobak, testostron-mænd og labre damer. Men så alligevel…
Ekstranummeret var en fin, fransk overraskelse. Ikke flere larmende marcher eller ouverturer, men derimod et stykke tankevækkende poesi, som en forårsåbning også kan tolkes ind i, nemlig Eric Satie’s første ”Gymnopédie” i Debussys orkestrering. En smuk sortie fra et dejligt genhør og gensyn i Musikhuset, hvor fra det forlyder, at den annoncerede koncert med Wiener Philharmonikerne forventes gennemført som planlagt den 1.6. Der er virkelig noget at se frem til.
Ole Straarup
Tapaskoncert. Gourmetmusik af Hector Berlioz, Camille Saint-Saëns, Paul Dukas, George Gershwin, John Williams, Georges Bizet og Eric Satie.
Solister: Søren Rastogi (klaver), Christian Chivu Ivan (violin).
Konferencier: Christine Hagge Larsen.
Aarhus Symfoniorkester, dir.: Christian Kluxen. Musikhuset, Store Sal, torsdag aften.
