Kategori: Odense Koncerthus

Ædelheden har trange kår i Den Jyske Operas flot sungne nyopsætning af Aida

“Ofrene kvæles i jalousiens, misundelsens, magtens og krigens kraftfelt samt den ‘umulige’ kærlighed, der alligevel fortvivlet søges efter”, skriver Wolfgang Scheiber i sin artikel i Den Jyske Operas programbog med overskriften “Verdis Aida som metafor for en samtid”. Krigens kraftfelt i al sit modbydeligt afstumpede udtryk fylder meget i instruktøren Roland Schwabs iscenesættelse, hvor handlingen er ført op til et nutidsudtryk, som kendes fra krigs- og actionfilms fremstilling af bestialsk fangebehandling, likvideringer og forråelse. Duften af det romantiske Egyptenbillede er helt væk, og det er måske godt nok, for egentlig er historien om den umulige kærlighed i en romantiseret pragtkulisse og med storladne optrin ikke helt nem at kapere i dag.

Ved at give afkald på storheden får Roland Schwab et meget direkte fokus på hovedpersonernes ageren og samspil og på deres kvaliteter som sangere. Alle medvirkende i de bærende roller honorerer de høje krav, og forestillingen bliver derved musikalsk set en meget stærk oplevelse. Ved premieren også båret af det fortrinligt spillende Odens Symfoniorkester under Jakob Hultbergs smukt formende direktion. I titelrollen dækker Ivi Karnezi både sangligt og scenisk Aidas sindsstemninger smukt ind i et fint spil med sin elskede Radamès. Vist er han en kriger med blod på hænderne, men også en helstøbt karakter i den yderste og afgørende prøve. Thomas Paul synger med en flot kernefast tenor og alligevel nuanceret til det facetterede billede af manden. Han lyser.

Forestillingens mest overbevisende præstation stod efter min mening Dorothea Spilger for som Amneris. Hun er jo den onde prinsesse, men dog forelsket til vanvid og dødeligt jaloux. Hun fremstilles som en punket bitch i et kostume, der minder om – ja undskyld – Gitte Stallone Nielsens i ‘Frækkere end politiet tillader 2’. Med et sådant look følger også udfordrende bevægelser og en brutal ageren, som man ikke er forvænt med at se på operascenen. Dorothea Spilger er modig i sit kropslige udtryk, men ligeså vigtigt også flot syngende med både power og feeling i sin desperation, i sin hævn og i sin ulykke. Alle operaens akter foregår i den samme kulisse af et noget klaustrofobisk rum. Med en løfteanordning kan der undervejs åbnes op for en bagved liggende rundgang og dermed udgang til verden. I størstedelen af tiden huserer vold og ondskab dér blandt soldater og præsteskab, men finder vej til hovedrummet, når modbydelighederne for alvor udspiller sig. Vejen ud af dødscellen ses i operaens slutning både smukt og overraskende, da Aida transcenderer denne verdens fortrædeligheder og går mod stjernerne – de stjerner som hun med sin elskede kort forinden har besunget. En form for romantisk billede fik altså plads.

Den Jyske Operas forsøg med  ‘Aida’ som samtidsmetafor har sine spændende momenter, men forfalder også til visuelle udtryk, der er unødvendigt brutale og uden indlysende udtrykssubstans. Over for dét står en musikalsk kvalitet, både på fladen og hos solisterne, og det trækker den femte stjerne med.

Ole Straarup

• Giuseppe Verdi: Aida
• Ivi Karnezi (Aida), Thomas Paul (Radames), Sorin Coliban (Ramfis), Michael Bachtadze (Amonasro), Dorothea Spilger (Amneris), Thomas Christian Sigh (Kongen af Egypten), Carsten Gottholt Hansen (Et bud), Lina Valantiejute (Ypperstepræstinde)
• Den Jyske Operas Kor
• Odense Symfoniorkester, dir.: Jakob Hultberg
• Instruktør: Roland Schwab
• Scenograf: Alfred Peter
• Kostumedesigner: Christi Wein-Engel
• Lysdesigner: Anders Poll

Odense Koncerthus, 15.10.2021 (premiere).
Forestillingen turnerer frem til 4.12.21.