Musical-anmeldelse. Sunset Boulevard. 12.8.22. Den Jyske Opera. 4 stjerner ****
Sunset Boulevard i vellykket opsætning på Den Jyske Opera.
Historien om stumfilmstjernen Norma Desmonds drøm om at vende tilbage til det store lærred er et fantastisk stof for en musikteaterforestilling. I Andrew Lloyd Webbers musical Sunset Boulevard bliver ikke blot Normas drøm, men alle de mange drømme hos filmbranchens store og små aktører sat i spil. I Den Jyske operas udgave af Sunset Boulevard oplever man det stærkt og vedkommende i en flot scenografi og gennem overbevisende musikalske præstationer.
I hovedrollerene som Norma Desmond og manuskriptforfatteren Joe Gillis er Tammi Øst og Randy Diamond som de bærende meget overbevisende.
Tammi Øst kommer følelsesmæssigt smukt omkring den glemte stjerne, der lever i og håber at udleve drømmen endnu en gang. Såvel i skuespillet som i sangen formår hun at gøre vanvid, smerte og drøm vedkommende i en fornem musicaldebut.
Som hendes med- og modspiller viser Randy Diamond al sin professionelle kunnen som erfaren musical-perfomer. Han lever i spillet og spiller med overlegen træfsikkerhed på genre og teknik. Som Joe Gillis har han måske alderen lidt mod sig i forholdet til Norma, men hendes forelskelse i ham og spillet mellem de to står stærkt.
Drømmedans i stjernepalæet. Tammi Øst og Randy Diamond. Foto: Anders Bach
Forestillingens mange drømmefabrikker, store som små, kaldes frem gennem en meget spændende scenografi, som lykkes med at vise det nutidigt småtskårne og det datidigt storladne – fra små værelser over filmstudier til Normas pragtpalæ. Det er rigtig vellykket teater.
At gå fra at være opera- til at være musicalkompagni er en stor udfordring og omstilling, især på lydsiden. I musicalen er al lyd mikrofoneret, og netop her er det en særlig kunst at forme det helt rigtige mix. Her har Den Jyske Opera stadig en del at lære. Ved premieren var der mindre problemer med mikrofonudfald undervejs, men det store problem med at få al lyd til at blandes ”naturligt” skal der arbejdes videre med. Således savnede jeg, da man nu rådede over et fuldt symfoniorkester, et flottere sug og dermed samlet løftende bærebølge sendt op fra orkestergraven (og ud i højttalerne).
At kunne sætte Sunset Boulevard op og sætte sit personlige, særlige præg på forestillingen har efter sigende været operachef Philipp Kochheims drøm i mange år. Nu er den her så, forestillingen, og den skal man se og høre.
Kochheim har god grund til at være glad for sin dream-come-true i Den Jyske Operas regi.
Ole Straarup
Sunset Boulevard, musical i 2 akter.
Musik: Andrew Lloyd Webber.
Tekst: Don Black og Christopher Hampton baseret på film af Billy Wilder.
Medvirkende: Tammi Øst (Norma Desmond), Randy Diamond (Joe Gillis), Katharina Maria Abt (Betty Schaefer), Martin Loft (Max von Mayerling) og mange flere. Den Jyske operas Kor
Operetteanmeldelse, Greven af Luxembourg, Den Jyske Opera, 11.3.22. Tre stjerner ***
Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag med en twistet operette-klassiker
”Elske er jo kun et ord”. Eller hvad med ”Kvinder er verdens bedste legetøj”? Det vrimler med udsagn af den type, især fra fyrstebassen Basilowitch. Han betaler en vis falleret greve fra Luxembourg for at indgå et tremåneders proformaægteskab med sangerinden Angèle, så hun derefter vil være grevinde og klar til ægteskab med fyrstebassen. Blot har han glemt sin russiske forlovede, som kræver af fyrstebassen (hendes kælenavn til ham), at han holder sin gamle aftale fra den russiske tid. Mange, ikke blot de her nævnte personager, sidder i en klemme. Men det er jo ikke operette for ingenting, så det løser sig i en glad finale – hvorefter alt vel kan starte forfra?
Klassisk positur i operetten: De får hinanden (Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard Pedersen) Foto: Anders Bach
Det lyder mildt sagt som en sang fra gamle dage. Og det er det også. Instruktøren Philipp Kochheims bud på at komme ud af den klemme, som ikke blot hedder MeToo, består i at invitere på nøglehulskig til genrens gravkammer, hvor de afdøde figurer stadig lever som divaspøgelser i fuld operetteliderlighed og vulgaritet, lavkomik og patetiske minder.
Ideen er ikke tosset, men udførelsen savner – trods alt det frække, som der er rigeligt af – en skarphed i twisten, som giver mere stof til eftertanke end netop det, der ligger i at handling og musik undervejs trods alt rammer plet og bliver følelsesmæsigtvedkommende. Når ”elske” ikke kun er et ord.
Philipp Kochheim kommer i perioder til at overdøve dette med gags en masse, med tricks fra værktøjskassens mere fremmedgørende rum og med let slidte provokationer, som har mistet noget af deres virkning. Brugen af dele af hits fra andre operaer virker kun delvis: Hvorfor lidt Tristan-ouverture, hvorfor hele Wilhelm Tell-ouverturen? Men jo: Butterfly er helt rigtig for Angèle at istemme.
Inden man får et kig ind i ”gravkammeret”, byder en hvid Harlekinfigur velkommen foran tæppet. Hun dirigerer orkestret med en bøjet dirigentstok, og lyden er derefter. Nå ja, og noden står på hovedet, så måske skulle man lige vende den om? De gags er set før, og senere kommer der flere af den slags henvendelser til og om publikum, hvis aldersgennemsnit også får en kommentar med på vejen. Og da man i forestillingens anden del både leger ”forestillingen er slut, gå nu hjem” og sender sangere på togt ned blandt publikum, virker det ikke længere provokerende. Det er set før og har mistet sin virkning.
Scenografen Barbara Bloch har til hovedscenen skabt et morsomt raritetskabinet af gamle kulissestumper og rekvisitter fra dengang, operette var stort. Her tumler personagerne rundt i let slidte og støvede kostumer, som passer til omgivelserne, og alle søger på en måde efter meningen med det hele i egen erindring og indbildt storhed. Og måske kunne man ….
Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Christopher Lichtenstein er som teaterorkester særdeles rutineret, men hørt mere sprudlende i andre sammenhænge.
På scenen træder centrale figurer efterhånden ud af ensembletumlen: Kunstmaleren Armand Brissard og han model-muse Juliette Vermont. Hun vil gerne giftes, han vægrer sig, og maleriet bliver ikke til meget. I miljøet af drømmere, levemænd og –kvinder møder man René, greve af Luxembourg, som har levet alle pengene op, samt Basil Basilowitch, fyrsten der stadig er ved muffen i sin damejagt (senere indhentes han som nævnt af sin russiske forlovede, grevinde Kokozow), og endelig den dejlige sangerinde Angèle.
I disse centrale solistpartier leverer medlemmer af Den Jyske Operas Kor meget fine og overbevisende præstationer. Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd portrætterer kæresteparret Juliette og Armand fint, både sangligt og skuespilsmæssigt. Tenoren Joan Ribaltas fremstilling af greven udvikler en følelsemæssig styrke, som efterhånden slår igennem al lavkomikken. Han er smukt syngende og danner sammen med den fint lysende sopran Birgitte Mosegaard Pedersen det helt rigtigt operettepar. De får virkelig fat rent følelsesmæssigt midt i det ellers noget støjende miljø.
De roder rundt i operetten. Den Jyske Operas Kor og greven. Foto: Anders Bach
Nederlaget og sejren for de to centrale komiske figurer, Basilowitch og Kokozow, fremstilles med flot energisk komik (også til den lavere side) af Morten Wang og Annette Dahl. Begge har power på scenen og synger partierne med stor overbevisning.
Alle de fine sangere fra Den Jyske Operas Kor har i årevis været en meget vigtig del af operaens høje musikalske niveau. De kan meget, både som ensemble og som solister. At man I Greven af Luxembourg kan indtage hele spillet og hele den sanglige side af forestillingen er imponerende gjort og viser – hvis vi skulle have glemt det – hvor vigtig en kunstnerisk funktion, operakoret har. Her bærer koret en hel forestilling og giver dermed en fornem cadeau til 75 års-jubilaren.
Og jubilaren selv, Den Jyske Opera, fortjener al ære og respekt og taknemmelighed fra sit publikum. Man har gennem årene formået at udbygge institutionen til at være et, også internationalt, anerkendt operakompagni, hvis forestillinger har været mange rejser værd. Og dertil gennem turnévirksomhed bragt forestillinger ud i landet. I 2022 bliver det dels med jubilæumsforestillingen, Greven af Luxembourg, dels dobbeltforestillingen med Asger Hameriks ”La Vendetta” og Ruggiero Leoncavallos ”I Pagliacci”. Mellem disse turnéforestillinger kan århusianerne glæde sig til Lloyd Webber-musicalen ”Sunset Boulevard” i august i år.
Der er spændende nyt og fornyelse i jubilaren.
Tillykke med de 75!
Ole Straarup
Franz Léhar: Greven af Luxembourg.
Medvirkende: Joan Ribalta(René, greven af Luxembourg), Birgitte Mosegaard Pedersen (Angèle Didier), Estrid Molt Ipsen (Juliette Vermont), Jens Jagd (Armand Brissard), Morten Wang (Fyrst Basil Basilowitch), Anette Dahl (Grevinde Stasi Kokozow) og mange flere. Alle medlemmer af Den Jyske Operas Kor.
Instruktør: Philipp Kochheim.
Scenografi og kostumer: Barbara Bloch.
Lysdesign: Anders Poll.
Aarhus Symfoniorkester, die.: Christopher Lichtenstein.
Musikhuset Aarhus, Store Sal, 11. marts 2022. Premiere.
Ædelheden har trange kår i Den Jyske Operas flot sungne nyopsætning af Aida
“Ofrene kvæles i jalousiens, misundelsens, magtens og krigens kraftfelt samt den ‘umulige’ kærlighed, der alligevel fortvivlet søges efter”, skriver Wolfgang Scheiber i sin artikel i Den Jyske Operas programbog med overskriften “Verdis Aida som metafor for en samtid”. Krigens kraftfelt i al sit modbydeligt afstumpede udtryk fylder meget i instruktøren Roland Schwabs iscenesættelse, hvor handlingen er ført op til et nutidsudtryk, som kendes fra krigs- og actionfilms fremstilling af bestialsk fangebehandling, likvideringer og forråelse. Duften af det romantiske Egyptenbillede er helt væk, og det er måske godt nok, for egentlig er historien om den umulige kærlighed i en romantiseret pragtkulisse og med storladne optrin ikke helt nem at kapere i dag.
Ved at give afkald på storheden får Roland Schwab et meget direkte fokus på hovedpersonernes ageren og samspil og på deres kvaliteter som sangere. Alle medvirkende i de bærende roller honorerer de høje krav, og forestillingen bliver derved musikalsk set en meget stærk oplevelse. Ved premieren også båret af det fortrinligt spillende Odens Symfoniorkester under Jakob Hultbergs smukt formende direktion. I titelrollen dækker Ivi Karnezi både sangligt og scenisk Aidas sindsstemninger smukt ind i et fint spil med sin elskede Radamès. Vist er han en kriger med blod på hænderne, men også en helstøbt karakter i den yderste og afgørende prøve. Thomas Paul synger med en flot kernefast tenor og alligevel nuanceret til det facetterede billede af manden. Han lyser.
Amneris (Dorothea Spilger) udfordrer Radamés (Thomas Paul) i det lukkede rum Foto: Anders Bach, Den Jyske Opera
Forestillingens mest overbevisende præstation stod efter min mening Dorothea Spilger for som Amneris. Hun er jo den onde prinsesse, men dog forelsket til vanvid og dødeligt jaloux. Hun fremstilles som en punket bitch i et kostume, der minder om – ja undskyld – Gitte Stallone Nielsens i ‘Frækkere end politiet tillader 2’. Med et sådant look følger også udfordrende bevægelser og en brutal ageren, som man ikke er forvænt med at se på operascenen. Dorothea Spilger er modig i sit kropslige udtryk, men ligeså vigtigt også flot syngende med både power og feeling i sin desperation, i sin hævn og i sin ulykke. Alle operaens akter foregår i den samme kulisse af et noget klaustrofobisk rum. Med en løfteanordning kan der undervejs åbnes op for en bagved liggende rundgang og dermed udgang til verden. I størstedelen af tiden huserer vold og ondskab dér blandt soldater og præsteskab, men finder vej til hovedrummet, når modbydelighederne for alvor udspiller sig. Vejen ud af dødscellen ses i operaens slutning både smukt og overraskende, da Aida transcenderer denne verdens fortrædeligheder og går mod stjernerne – de stjerner som hun med sin elskede kort forinden har besunget. En form for romantisk billede fik altså plads.
Aida (Ivi Karnezi) åbner rummet til stjernerne og forlader sin elskede Radamés i døden Foto: Anders Bach, Den Jyske Opera
Den Jyske Operas forsøg med ‘Aida’ som samtidsmetafor har sine spændende momenter, men forfalder også til visuelle udtryk, der er unødvendigt brutale og uden indlysende udtrykssubstans. Over for dét står en musikalsk kvalitet, både på fladen og hos solisterne, og det trækker den femte stjerne med.
Ole Straarup
Giuseppe Verdi: Aida
Ivi Karnezi (Aida), Thomas Paul (Radames), Sorin Coliban (Ramfis), Michael Bachtadze (Amonasro), Dorothea Spilger (Amneris), Thomas Christian Sigh (Kongen af Egypten), Carsten Gottholt Hansen (Et bud), Lina Valantiejute (Ypperstepræstinde)
Den Jyske Operas Kor
Odense Symfoniorkester, dir.: Jakob Hultberg
Instruktør: Roland Schwab
Scenograf: Alfred Peter
Kostumedesigner: Christi Wein-Engel
Lysdesigner: Anders Poll
Odense Koncerthus, 15.10.2021 (premiere). Forestillingen turnerer frem til 4.12.21.