”Lys i mørket”, 9.12.2021. 5 stjerner *****
Komponisten Thomas Agerfelt Olesen bød publikum på en bevægende oplevelse af musikalsk samklang over århundreder
Ved torsdagens koncert med Aarhus Symfoniorkester samlede interessen sig om det ”Weinachtsoratorium”, som nu igen kunne høres i sin hjemby, hvor det i 2017 havde både forbløffet og begejstret. Forbløffet fordi komponisten Thomas Agerfelt Olesen i en bestillingsopgave havde vovet sig ind på Johan Sebastians Bachs gebet, begejstret fordi Agerfelt Olesen lykkedes med at skabe sit eget værk og univers i et utroligt samarbejde med sin barokke mesterkollega og dennes uopslidelige oratoriekunst.
I forhold til førsteudgaven af ”Weinachtsoratorium” havde komponisten foretaget en revidering, som især koncentrerede sig om at udvide orkestret fra sinfonietta-størrelse til symfoniorkester, et særdeles vellykket greb. Klangligt var den reviderede udgave i fin balance mellem orkester, kor og solist og viste også her, hvor dygtigt komponistens samlede instrumentation spiller sammen med hans ideer til at møde Bach i nutiden.
Da jeg hørte værket i 2017, var min reaktion ovenud begejstret, og jeg berømmede opførelsen for ”professionalisme på højt niveau, intensitet og følelsesmæssig dybde i udtrykket, en kærlig hilsen til også den sentimentale bærebølge fra originalværkets fortælling og jubel: En stor oplevelse, en stor opførelse.”
Mit indtryk fra opførelsen i Symfonisk Sal var det samme, og jeg oplevede at publikum blev fanget ind i og umiddelbart tog værket til sig. Det trænede koncertpublikum kender Bachs juleoratorium ud og ind, og den meget positive modtagelse af Agerfelt Olesens udgave viser for mig at se, at hans kunststykke er lykkedes: At give en både nutidigt udfordrende og en historisk respekterende vinkel på et værk, han selv betragter som ”fuldstændig nødvendigt, som noget, der taler til et savn i tiden”.
Med den holdning til originalværket udelukker Agerfelt Olesen både parodi og pop som virkemidler. I stedet borer han sig ind, lader respektfuldt koralmelodier stå, men sætter en nutidig belysning af dem i spil. Velkendtheden udfordrer han med nye klange, sentimentaliteten lader han bestå i en anden inderlighed. Og Bach er der hele tiden, også når Agerfelt Olesen går mest kontroversielt til værks, nemlig i koralen ”Er ist auf Erden kommen arm”, hvor kvindestemmernes melodi pludselig udfordres af vredt råbende mandsstemmer. Deres tekst kaldes ”Pegida-Adventskalender” og kunne høres ved Pegida-demonstrationer i Tyskland, vendt mod muslimske flygtninge og indvandrere. En nutidighed, altså. En ubehagelighed. Hørt som en folkevrede, et raseri, en afmagt. I et juleoratorium!
Her sætter Agerfelt Olesen efter min mening publikums vurdering af hans ellers så sikre dømmekraft på spil og åbner for en diskussion af, om der er andre dagsordener i spil.
Musikalsk var opførelsen i Symfonisk Sal i de bedste hænder. Den tyske dirigent Florian Helgath viste både overblik og indlevelse og havde sikker kontakt med alle medvirkende. Med kort varsel havde den svenske tenor Conny Thimander overtaget solistpartiet, og han var et særdeles positivt bekendtskab. På imponerende vis kom hans sanglige kunnen og udtryksstyrke smukt igennem, poetisk lysende. Concert Clemens og Vokalensemblet GAIA var det samlede kor i overbevisende styrke og med den nødvendige sikkerhed og kunnen i de mest udfordrende Agerfelt Olesen-udgaver af de ellers så velkendte koraler.
Det kan ikke overraske, at Aarhus Symfoniorkester spillede op til sit bedste, både i Bachs Orkestersuite nr. 3 i første del af koncerten og i anden del, hvor orkestret lagde den smukkeste symfoniske bund under oratoriet.
Således blev ”Weinachtsoratorium” en stor oplevelse. Det er et værk, som fortjener at finde udbredelse i den store verden og dermed komme på traditionslisten ved juletid, hertillands som udenlands.
Ole Straarup