Min lille fyrstebasse!

Operetteanmeldelse, Greven af Luxembourg, Den Jyske Opera, 11.3.22. Tre stjerner ***

Den Jyske Opera fejrer 75 års fødselsdag med en twistet operette-klassiker

”Elske er jo kun et ord”. Eller hvad med ”Kvinder er verdens bedste legetøj”? Det vrimler med udsagn af den type, især fra fyrstebassen Basilowitch. Han betaler en vis falleret greve fra Luxembourg for at indgå et tremåneders proformaægteskab med sangerinden Angèle, så hun derefter vil være grevinde og klar til ægteskab med fyrstebassen. Blot har han glemt sin russiske forlovede, som kræver af fyrstebassen (hendes kælenavn til ham), at han holder sin gamle aftale fra den russiske tid. Mange, ikke blot de her nævnte personager, sidder i en klemme. Men det er jo ikke operette for ingenting, så det løser sig i en glad finale – hvorefter alt vel kan starte forfra?

Klassisk positur i operetten: De får hinanden
(Joan Ribalta og Birgitte Mosegaard Pedersen) Foto: Anders Bach

Det lyder mildt sagt som en sang fra gamle dage. Og det er det også. Instruktøren Philipp Kochheims bud på at komme ud af den klemme, som ikke blot hedder MeToo, består i at invitere på nøglehulskig til genrens gravkammer, hvor de afdøde figurer stadig lever som divaspøgelser i fuld operetteliderlighed og vulgaritet, lavkomik og patetiske minder.

Ideen er ikke tosset, men udførelsen savner – trods alt det frække, som der er rigeligt af – en skarphed i twisten, som giver mere stof til eftertanke end netop det, der ligger i at handling og musik undervejs trods alt rammer plet og bliver følelsesmæsigtvedkommende. Når ”elske” ikke kun er et ord. 

Philipp Kochheim kommer i perioder til at overdøve dette med gags en masse, med tricks fra værktøjskassens mere fremmedgørende rum og med let slidte provokationer, som har mistet noget af deres virkning. Brugen af dele af hits fra andre operaer virker kun delvis: Hvorfor lidt Tristan-ouverture, hvorfor hele Wilhelm Tell-ouverturen? Men jo: Butterfly er helt rigtig for Angèle at istemme.

Inden man får et kig ind i ”gravkammeret”, byder en hvid Harlekinfigur velkommen foran tæppet. Hun dirigerer orkestret med en bøjet dirigentstok, og lyden er derefter. Nå ja, og noden står på hovedet, så måske skulle man lige vende den om? De gags er set før, og senere kommer der flere af den slags henvendelser til og om publikum, hvis aldersgennemsnit også får en kommentar med på vejen. Og da man i forestillingens anden del både leger ”forestillingen er slut, gå nu hjem” og sender sangere på togt ned blandt publikum, virker det ikke længere provokerende. Det er set før og har mistet sin virkning.

Scenografen Barbara Bloch har til hovedscenen skabt et morsomt raritetskabinet af gamle kulissestumper og rekvisitter fra dengang, operette var stort. Her tumler personagerne rundt i let slidte og støvede kostumer, som passer til omgivelserne, og alle søger på en måde efter meningen med det hele i egen erindring og indbildt storhed. Og måske kunne man ….

Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Christopher Lichtenstein er som teaterorkester særdeles rutineret,  men hørt mere sprudlende i andre sammenhænge.

På scenen træder centrale figurer efterhånden ud af ensembletumlen: Kunstmaleren Armand Brissard og han model-muse Juliette Vermont. Hun vil gerne giftes, han vægrer sig, og maleriet bliver ikke til meget. I miljøet af drømmere, levemænd og –kvinder møder man René, greve af Luxembourg, som har levet alle pengene op, samt Basil Basilowitch, fyrsten der stadig er ved muffen i sin damejagt (senere indhentes han som nævnt af sin russiske forlovede, grevinde Kokozow), og endelig den dejlige sangerinde Angèle.

I disse centrale solistpartier leverer medlemmer af  Den Jyske Operas Kor meget fine og overbevisende præstationer. Estrid Molt Ipsen og Jens Jagd portrætterer kæresteparret Juliette og Armand fint, både sangligt og skuespilsmæssigt. Tenoren Joan Ribaltas fremstilling af greven udvikler en følelsemæssig styrke, som efterhånden slår igennem al lavkomikken. Han er smukt syngende og danner sammen med den fint lysende sopran Birgitte Mosegaard Pedersen det helt rigtigt operettepar. De får virkelig fat rent følelsesmæssigt midt i det ellers noget støjende miljø.

De roder rundt i operetten. Den Jyske Operas Kor og greven. Foto: Anders Bach

Nederlaget og sejren for de to centrale komiske figurer, Basilowitch og Kokozow, fremstilles med flot energisk komik (også til den lavere side) af Morten Wang og Annette Dahl. Begge har power på scenen og synger partierne med stor overbevisning.

Alle de fine sangere fra Den Jyske Operas Kor har i årevis været en meget vigtig del af operaens høje musikalske niveau. De kan meget, både som ensemble og som solister. At man I Greven af Luxembourg kan indtage hele spillet og hele den sanglige side af forestillingen er imponerende gjort og viser – hvis vi skulle have glemt det – hvor vigtig en kunstnerisk funktion, operakoret har. Her bærer koret en hel forestilling og giver dermed en fornem cadeau til 75 års-jubilaren.

Og jubilaren selv, Den Jyske Opera, fortjener al ære og respekt og taknemmelighed fra sit publikum. Man har gennem årene formået at udbygge institutionen til at være et, også internationalt, anerkendt operakompagni, hvis forestillinger har været mange rejser værd. Og dertil gennem turnévirksomhed bragt forestillinger ud i landet.  I 2022 bliver det dels med jubilæumsforestillingen, Greven af Luxembourg, dels dobbeltforestillingen med Asger Hameriks ”La Vendetta” og Ruggiero Leoncavallos ”I Pagliacci”. Mellem disse turnéforestillinger kan århusianerne glæde sig til Lloyd Webber-musicalen ”Sunset Boulevard” i august i år.

Der er spændende nyt og fornyelse i jubilaren.

Tillykke med de 75!

Ole Straarup

  • Franz Léhar: Greven af Luxembourg.
  • Medvirkende: Joan Ribalta(René, greven af Luxembourg), Birgitte Mosegaard Pedersen (Angèle Didier), Estrid Molt Ipsen (Juliette Vermont), Jens Jagd (Armand Brissard), Morten Wang (Fyrst Basil Basilowitch), Anette Dahl (Grevinde Stasi Kokozow) og mange flere. Alle medlemmer af Den Jyske Operas Kor. 
  • Instruktør: Philipp Kochheim.
  • Scenografi og kostumer: Barbara Bloch.
  • Lysdesign: Anders Poll.
  • Aarhus Symfoniorkester, die.: Christopher Lichtenstein.
  • Musikhuset Aarhus, Store Sal, 11. marts 2022. Premiere.
  • Danmarksturné til 30. april 2022.

Høj hybrid

Klassisk anmeldelse, Hybridkoncert, BaroqueAros, 6.3.22.
5 stjerner *****

BaroqueAros fejrede sin midlertidige nedlukning med fornemt solistbesøg og veloplagt musiceren på internationalt niveau

I 13 år har ensemblet BaroqueAros glædet især det århusianske publikum med en stribe koncerter, hvor fokus nok var på barokmusik på originalinstrumenter, og hvor man ved at invitere de bedste musikere som gæster støt og sikkert hævede det musikalske niveau, men hvor man også på forfriskende vis blandede kortene og præsenterede overraskende hybridkombinationer af musikalsk samspil mellem barok, nyere tid og andre genrer.

Nu har man besluttet ”at lade ensemblet få en pause på ubestemt tid og så forhåbentlig genopstå som en fugl Føniks med fornyet energi og kunstneriske visioner på et tidspunkt ud i fremtiden”.

Hvis man som publikum havde forventet en begravelseskoncert, måtte man fra første tone tro om igen: Sortie-koncerten boblede af liv og glæde ved musikken og var passende nok en hybridkoncert, et herligt møde mellem forskellige kulturer og tider, personificeret ved den israelske stjernemusiker Alon Sariel.

Koncerten med Sariel havde været et par år undervejs med corona-benspænd og svære kalendersynkroniseringer, men hvor var den dog værd at vente på!

Vist er barok ikke lig med Bach, men han fyldte godt. Dels qua sin italienske koncert og en sarabande, dels gennem solistens egen mandolin partita og endelig en nutidig komponists ”Walk With Bach”, en rejsekoncert for mandolin og barokorkester med udgangsinspiration i den italienske koncert.

BaroqueAros og Alon Sariel modtager publikums bifald og ønske om genhør (foto: Ole Straarup)

Bachs sarabande blev spillet på den arabiske oud, og instrumentets særlige klang føjede nogle specielle farvninger til den tyskfødte musik.

Den italienske koncert, som mange vil kende i klaverudgaven, var et festfyrværkerisk spil mellem solisten på mandolin og ensemblet i veloplagt medspil, og den vegeterende og filosoferende midtersats var bjergtagende i ro og skønhed.

Som komponist viste Alon Sariel sig som traditionalist i sin solopartita for mandolin. Den emmede af barokmusik og stilkunnen og viste dyb kendskab til de forskellige dansesatsers anatomi.

Koncerten sluttede med komponisten Amit Weiners tour de baroque, geografisk og historisk, med muntert turnerede hilsener til såvel det tyske (Gott erhalte Franz den Kaiser) som det caribiske (reggae) og det amerikanske (bluesfeeling). Det var ekvilibristisk underholdning så det forslog og barokt i ordets bedste og flertydige forstand.

Foruden alt det bach’ske blev der også plads til italienske komponister fra overgangen mellem renaissance og barok, Monteverdi og de mindre kendte Salamone Rossi og Johann Rosenmüller, samt tyske Telemann og en mig ukendt jødisk-arabisk komponist, Masloub.

Samlet et overflødighedshorn af musik med og omkring en solist i særklasse, spillet på topplan af alle medvirkende. ”Vi vil gerne takke vores trofaste publikum for opbakningen i alle årene”, skriver BaroqueAros , ”og siger forhåbentlig på gensyn når BaroqueAros vågner igen engang”. Publikums begejstrede reaktion havde det samme ønske i sig.

Ole Straarup

  • Musik af C. Monteverdi, J. Rosenmüller, S. Rossi, J.S.Bach, Abd A. Masioub, Alon Sariel, G.P.Telemann, Armit Weiner.
  • Solist: Alon Sariel (ærkelut, mandolin og oud).
  • BaroqueAros (Fredrik From, Hannah Tibell, Mikkel Schreiber, Christine Hagge Larsen, Maria Edlund, Erik Higgins, Marcus Mohlin).
  • Musikhuset Aarhus, Symfonisk Sal, 6. Marts 2022.

Ikke én node

Boganmeldelse
”Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker”
 *****

I ny koncertfører skal man læse for at lytte

Leif V.S.Balthzersen er en særdeles erfaren og meget velanskrevet musikformidler. I talrige foredrag og gennem programnoter for symfoniorkestrene og for operaen har han i en årrække markeret sig med en fin kombination af musikfaglig indsigt og veloplagt tolkning til glæde for publikum.

I en ny koncertfører, ”Når musikken fortæller”, har han udvalgt omtaler af 75 klassiske værker, så man kan forberede sig på en kommende musikoplevelse – hvad enten den er i koncertsalen eller derhjemme. Formålet med bogen er at lytte, og bogens tekst er tænkt som ”en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen”.

Kender De ”PLADESPILLEREN”, spørges der i en annonce i Koncerthaandbogen (Gjellerups Forlag 1956). Allerede på det tidspunkt indså man det umulige i at bringe en ”Grammofonpladefortegnelse” i tilknytning til håndbogen. I stedet skulle man så finde sine oplysninger i Pladespilleren fra Politikens Forlag. I dag ved vi, at den teknologiske udvikling har sendt såvel grammofonplader som cd’er i reservat og gjort internettet til det store musikbibliotek. Det véd snart enhver, og Balthzersen tager det naturligvis for givet.

De gamle koncertførere var bygget op om en præsentation af hver enkelt komponist. Udvalgte værker blev gennemgået, og i den forbindelse bragtes en række nodeeksempler – thi som Gerhard Schepelern skriver i sit forord: ”Det er ogsaa mit Haab, at de mange Node-Exempler vil vise sig at være af Værdi; Nodeskriften er jo – trods sin Ufuldkommenhed – stadig den eneste virkelig antagelige Beskrivelse af Musik”(!). Den abonnerer Leif V.S.Balthzersen ikke på i sin koncertfører.

Balthzersen fortæller skam også komponisters historie, men værkerne er samlet i forskellige tematiske grupper med overskrifter som ”Fortællinger fra barokken og klassikken”, ”Tyske romantikere”, ”Danske fortællinger”, ”Russisk og orientalsk inspiration”, ”Franske billeder”, ”Engelske billeder og landskaber”, ”Moderne fortællinger” og flere andre. De fleste grupper er geografisk orienteret, men de moderne fortællingers gruppe udgøres for eksempel af Schönberg, Honegger, Ives og Gershwin.

Ved at læse og lytte med ”Når musikken fortæller” får man både musikhistorie, biografisk orientering om komponisterne, gode sidehistorier og værkgennemgange, som på forskellig vis sætter bogens titel i spil. Balthzersens sprog udstråler stor glæde for musikken og har samtidig en faglig nøgternhed med, som styrer begejstringsniveauet. Der er renset for nyere slang, cool eller fedt er ikke med. Anprisningen af musikalsk skønhed og drama er klassisk begejstret.

Eneste nodebillede (og netop ikke nodeeksempel) i bogen er Mendelssohns berømte nodeskitse til ”Hebriderne”, som han sendte hjem til familien i 1829. Sådan fortæller en romantisk komponist om en stærk naturoplevelse!

Afsnittet om Mendelssohn rummer et – blandt mange – fint eksempel på, hvorledes Leif V.S.Balthzersen griber fortællingen i et værk an og på, hvorledes han sprogligt inspirerer lytteren. Fra gennemgangen af koncertouverturen til ”En skærsommernatsdrøm” lyder det:

”Fire lange og ganske stille blæserakkorder … Så enkelt kan det gøres. Og så magiske og genialt! For med åbningstakterne i ouverturen fremtryller Mendelssohn øjeblikkeligt fe-verdenen i Shakespeares skuespil. Aldrig bliver man træt af denne genistreg, hvor Mendelssohn synes at sætte hele essencen af Shakespeares komedie i musik …. Efter de fire blæserakkorder, der åbner til den magiske verden, spiller de delte violiner også en lang akkord, og så iler de afsted med let, fin staccato alfemusik …. Vi når nu frem til sidetemaets plads i kompositionen, og klarinetten spiller en henrivende melodi, der munder ud i en endnu mere henrivende violinmelodi. Er det de unges kærlighed, vi hører her? ….” .

Læser man videre i dette og andre afsnit i bogen, vil man møde denne skønsomme blanding af fortællebilleder og fagterminologi. På mange måder ganske traditionelt, men så sandelig også lærerigt i både musikfaglig og oplevelsesmæssig forstand.

Men endnu lidt mere Mendelssohn. Først Balthzersens fortsættelse af sin Skærsommernatsfortælling:

”Der sniger sig en længsel ind i musikken, som imidlertid skifter til en robust rytme i messingblæsere og kontrabasser …. Vupti er vi tilbage i alfeverdenens adrætte musik, og her i dette filigranafsnit, der fungerer som en gennemføringsdel i en sonateform, hører vi alt kogleriet i skærsommernatten …. noget, der lyder som en grundig afslutning, men man overraskes, for ud af denne ”slutakkord” smutter der alfemusik, som løber ind i en denne gang paradisisk-blid og langsom violinmelodi, der er en variant af hovedtemaet, og som er ligesom et trylleslør, der indhyller skuespillets personer og os tilhørere. Det hele slutter lige så magisk-svævende, som det hele begyndte: med fire stille og lange blæserakkorder”.

Dernæst Gerhard Schepelern og Gereon Brodin for 65 år siden i deres Koncerthåndbogen: ”Ouverturen, som er i Sonateform, anslaar allerede i Begyndelsen med de udholdte Blæserakkorder (som kommer igen også i Slutningen) (12)

en romantisk Tone, som fører Tilhørerne ind i et uvirkeligt Drømmeland, og Fortsættelsen med dens Kontraster mellem luftigt sprøde (13),

sværmeriske (14)

og mere robuste (15) Afsnit

gengiver i idealiseret og samlet Form Dramaets forskellige Stemningselementer: Eventyrverdenen med dens Naturvæsener, den antikke Kærlighedsintrige og de komiske Momenter (bl.a. Skildringen af Haandværkerne)”. Tallene i parenteserne refererer til nodeeksemplerne.

Ovenstående Mendelssohn-historie er blot et af mange mulige eksempler på, hvordan man som musiklytter og koncertgænger kan få glæde af at læse ”Når musikken fortæller”. Bogen står på traditionens grund, alene qua sin undertitel ”Koncertfører”. Men Leif V.S.Balthzersen kan så meget og formidler så godt, at bogens tekst, helt uden nodeeksempler, netop bliver en støtte til og en forøgelse af lytteoplevelsen. Ikke oplevelsen af den rigtigt gamle musik eller den ganske nye – udvalget af musikværker starter hos Vivaldi og slutter med Gershwin – men netop i bedste forstand den klassiske. I den forbindelse kan det undre, at Mozart ikke er repræsenteret i bogen. Derudover vil det undre mig, hvis ikke ”Når musikken fortæller” bliver at finde under rigtig mange juletræer i år. Man kan give den til sig selv eller til en anden, der også holder af musikalsk fortælling.

Ole Straarup

Leif V.S. Balthzersen: Når musikken fortæller. En koncertfører til 75 klassiske værker. Aarhus Universitetsforlag, 326 sider. Pris 299,95

Et helt særligt juleoratorium

”Lys i mørket”, 9.12.2021. 5 stjerner *****

Komponisten Thomas Agerfelt Olesen bød publikum på en bevægende oplevelse af musikalsk samklang over århundreder

Ved torsdagens koncert med Aarhus Symfoniorkester samlede interessen sig om det ”Weinachtsoratorium”, som nu igen kunne høres i sin hjemby, hvor det i 2017 havde både forbløffet og begejstret. Forbløffet fordi komponisten Thomas Agerfelt Olesen i en bestillingsopgave havde vovet sig ind på Johan Sebastians Bachs gebet, begejstret fordi Agerfelt Olesen lykkedes med at skabe sit eget værk og univers i et utroligt samarbejde med sin barokke mesterkollega og dennes uopslidelige oratoriekunst.

I forhold til førsteudgaven af ”Weinachtsoratorium” havde komponisten foretaget en revidering, som især koncentrerede sig om at udvide orkestret fra sinfonietta-størrelse til symfoniorkester, et særdeles vellykket greb. Klangligt var den reviderede udgave i fin balance mellem orkester, kor og solist og viste også her, hvor dygtigt komponistens samlede instrumentation spiller sammen med hans ideer til at møde Bach i nutiden.

Da jeg hørte værket i 2017, var min reaktion ovenud begejstret, og jeg berømmede opførelsen for ”professionalisme på højt niveau, intensitet og følelsesmæssig dybde i udtrykket, en kærlig hilsen til også den sentimentale bærebølge fra originalværkets fortælling og jubel: En stor oplevelse, en stor opførelse.”

Mit indtryk fra opførelsen i Symfonisk Sal var det samme, og jeg oplevede at publikum blev fanget ind i og umiddelbart tog værket til sig. Det trænede koncertpublikum kender Bachs juleoratorium ud og ind, og den meget positive modtagelse af Agerfelt Olesens udgave viser for mig at se, at hans kunststykke er lykkedes: At give en både nutidigt udfordrende og en historisk respekterende vinkel på et værk, han selv betragter som ”fuldstændig nødvendigt, som noget, der taler til et savn i tiden”.

Thomas Agerfelt Olesen

Med den holdning til originalværket udelukker Agerfelt Olesen både parodi og pop som virkemidler. I stedet borer han sig ind, lader respektfuldt koralmelodier stå, men sætter en nutidig belysning af dem i spil. Velkendtheden udfordrer han med nye klange, sentimentaliteten lader han bestå i en anden inderlighed.  Og Bach er der hele tiden, også når Agerfelt Olesen går mest kontroversielt til værks, nemlig i koralen ”Er ist auf Erden kommen arm”, hvor kvindestemmernes melodi pludselig udfordres af vredt råbende mandsstemmer. Deres tekst kaldes ”Pegida-Adventskalender” og kunne høres ved Pegida-demonstrationer i Tyskland, vendt mod muslimske flygtninge og indvandrere. En nutidighed, altså. En ubehagelighed. Hørt som en folkevrede, et raseri, en afmagt. I et juleoratorium!

Her sætter Agerfelt Olesen efter min mening publikums vurdering af hans ellers så sikre dømmekraft på spil og åbner for en diskussion af, om der er andre dagsordener i spil.

Musikalsk var opførelsen i Symfonisk Sal i de bedste hænder. Den tyske dirigent Florian Helgath viste både overblik og indlevelse og havde sikker kontakt med alle medvirkende. Med kort varsel havde den svenske tenor Conny Thimander overtaget solistpartiet, og han var et særdeles positivt bekendtskab. På imponerende vis kom hans sanglige kunnen og udtryksstyrke smukt igennem, poetisk lysende. Concert Clemens og Vokalensemblet GAIA var det samlede kor i overbevisende styrke og med den nødvendige sikkerhed og kunnen i de mest udfordrende Agerfelt Olesen-udgaver af de ellers så velkendte koraler.

Det kan ikke overraske, at Aarhus Symfoniorkester spillede op til sit bedste, både i Bachs Orkestersuite nr. 3 i første del af koncerten og i anden del, hvor orkestret lagde den smukkeste symfoniske bund under oratoriet.

Således blev ”Weinachtsoratorium” en stor oplevelse. Det er et værk, som fortjener at finde udbredelse i den store verden og dermed komme på traditionslisten ved juletid, hertillands som udenlands.

Ole Straarup

Orkesterkunst på højeste niveau

Berliner Philharmonikerne strålede i Musikhuset

Til mine største musikalske oplevelser hører en koncert i Berlin for år tilbage med det orkester, som netop har gæstespillet i Musikhusets symfoniske sal. Dengang stod Claudio Abbado i spidsen for orkestret i et program, som bl.a. bød på Brahms’ 3. symfoni. Oplevelsen i Berlin blev særligt stærk, fordi Abbado netop var kommet tilbage efter længere tids sygdom og fik en intenst hjertelig modtagelse af både publikum og orkester. Da musikken tog over, smeltede det hele sammen i en medrivende oplevelse af et kunstnerisk og musikalsk-teknisk sug, hvis styrke det er svært at beskrive med ord, og hvis indtryk satte sig uudslettelige spor i erindringen.

Jesper Busk Sørensen (foto: Berliner Philharmoniker)

Og nu spillede de så i Symfonisk Sal for et publikum, der som jeg selv havde store forventninger til aftenens koncert! Til historien hører, at orkestret siden 2009 har haft et dansk islæt, nemlig basunisten Jesper Busk Sørensen, der tidligere spillede i Aarhus Symfoniorkester. Han fortalte i Jyllandsposten levende om sin oplevelse med og stolthed over at sidde i verdens måske bedste symfoniorkester. Aftenens program startede med Mendelssohns 3. symfoni med tilnavnet “Den skotske”. Min erindring fra Berlin blev straks vakt til live, da det vidunderlige orkester åbnede koncerten. Vinklen og musikken var en anden end dengang, men den stærke følelsesmæssige og musikalske kvalitet den samme:
Klangfylden fra start og det unisone strygerspil, dirigeret uden de store armbevægelser med alle detaljer på plads! Sjældent hører man så pletfri en elskværdighed, så bedårende genkomst af et tema, så utrolig en klang i Mendelssohn. Og det fortsatte med klarinetblødhed i andensatsens uptempo og ubesværet gesvindthed i alle grupper og fornøjelige skotske “lift”. Med sublime overgange og en utrolig klanglig og rytmisk tæthed i tredie sats før sidste sats dansede med fuldstændig gennemlyst spil i alle instrumentgrupper, hvor soloblæserne strålede og hele orkestret med en utrolig dynamik gav lytteren denne mæthedsfølelse af dyb, dyb smagfylde fra et orkester, der udstråler nydelse ved at kunne. Ved også at kunne neddæmpe til det næsten åndeløse og efterfølgende juble afslutningen ud!

Jubel over Berlinerne i Aarhus (foto: Ole Straarup)

Med Sjostakovitj’ 10. symfoni er verden en anden, og dog. Med det langt større orkesterapparat er udtrykket naturligvis helt anderledes, men de udførelsesmæssige kvaliteter, orkestret besidder, spiller fortsat med. Det slog mig, at udførelsen af den timelange symfoni under Kirill Petrenko på en måde fastholdt et ideal om at søge og formidle den skønhed, Sjostakovitj også rummer. Langt mere end at fokusere på forholdet mellem Sjostakovitj og sovjetregimet og dermed også på Stalins død et halvt år før symfoniens førsteopførelse. Petrenko gjorde netop musikken skøn, fandt dens romantiske sider frem – midt i det buldrende og bragende, midt i det kaleidoskopiske og voldsomt dansende. Igen: I sats efter sats demonstrerede dirigent og orkester en imponerende kontrol over de forskelligartede udtryk. Fra dyb, neddæmpet intensitet til udblæst voldsomhed, fra dans på markedet til det næsten heltestormende. Frem til den meget personlige kroning med komponistens signatur-motiv i alle afskygninger. Det var strålende og musikalsk befriende. Fornøjet sovjetmusik i en utrolig fortælling, som kun de bedste formår det.Publikum kvitterede med lang stående applaus for den strålende koncert, og da Kirill Petrenko bad basungruppen rejse sig, mærkede man publikums glæde og stolthed over bysbarnets bidrag til en aften med “verdens bedste”.


Ole Straarup

  • Felix Mendelssohn: Symfoni nr. 3, Den skotske, a-mol, op.56.
  • Dmitrij Sjostakovitj: Symfoni nr. 10, e-mol, op. 93.
  • Berliner Philharmoniker, dir.: Kirill Petrenko.
  • Musikhuset, Symfonisk Sal, 16.11.2021.

Brutal krigsopera med kærlighed til døden

Ædelheden har trange kår i Den Jyske Operas flot sungne nyopsætning af Aida

“Ofrene kvæles i jalousiens, misundelsens, magtens og krigens kraftfelt samt den ‘umulige’ kærlighed, der alligevel fortvivlet søges efter”, skriver Wolfgang Scheiber i sin artikel i Den Jyske Operas programbog med overskriften “Verdis Aida som metafor for en samtid”. Krigens kraftfelt i al sit modbydeligt afstumpede udtryk fylder meget i instruktøren Roland Schwabs iscenesættelse, hvor handlingen er ført op til et nutidsudtryk, som kendes fra krigs- og actionfilms fremstilling af bestialsk fangebehandling, likvideringer og forråelse. Duften af det romantiske Egyptenbillede er helt væk, og det er måske godt nok, for egentlig er historien om den umulige kærlighed i en romantiseret pragtkulisse og med storladne optrin ikke helt nem at kapere i dag.

Ved at give afkald på storheden får Roland Schwab et meget direkte fokus på hovedpersonernes ageren og samspil og på deres kvaliteter som sangere. Alle medvirkende i de bærende roller honorerer de høje krav, og forestillingen bliver derved musikalsk set en meget stærk oplevelse. Ved premieren også båret af det fortrinligt spillende Odens Symfoniorkester under Jakob Hultbergs smukt formende direktion. I titelrollen dækker Ivi Karnezi både sangligt og scenisk Aidas sindsstemninger smukt ind i et fint spil med sin elskede Radamès. Vist er han en kriger med blod på hænderne, men også en helstøbt karakter i den yderste og afgørende prøve. Thomas Paul synger med en flot kernefast tenor og alligevel nuanceret til det facetterede billede af manden. Han lyser.

Amneris (Dorothea Spilger) udfordrer Radamés (Thomas Paul) i det lukkede rum
 Foto: Anders Bach, Den Jyske Opera

Forestillingens mest overbevisende præstation stod efter min mening Dorothea Spilger for som Amneris. Hun er jo den onde prinsesse, men dog forelsket til vanvid og dødeligt jaloux. Hun fremstilles som en punket bitch i et kostume, der minder om – ja undskyld – Gitte Stallone Nielsens i ‘Frækkere end politiet tillader 2’. Med et sådant look følger også udfordrende bevægelser og en brutal ageren, som man ikke er forvænt med at se på operascenen. Dorothea Spilger er modig i sit kropslige udtryk, men ligeså vigtigt også flot syngende med både power og feeling i sin desperation, i sin hævn og i sin ulykke. Alle operaens akter foregår i den samme kulisse af et noget klaustrofobisk rum. Med en løfteanordning kan der undervejs åbnes op for en bagved liggende rundgang og dermed udgang til verden. I størstedelen af tiden huserer vold og ondskab dér blandt soldater og præsteskab, men finder vej til hovedrummet, når modbydelighederne for alvor udspiller sig. Vejen ud af dødscellen ses i operaens slutning både smukt og overraskende, da Aida transcenderer denne verdens fortrædeligheder og går mod stjernerne – de stjerner som hun med sin elskede kort forinden har besunget. En form for romantisk billede fik altså plads.

Aida (Ivi Karnezi) åbner rummet til stjernerne og forlader sin elskede Radamés i døden
Foto: Anders Bach, Den Jyske Opera

Den Jyske Operas forsøg med  ‘Aida’ som samtidsmetafor har sine spændende momenter, men forfalder også til visuelle udtryk, der er unødvendigt brutale og uden indlysende udtrykssubstans. Over for dét står en musikalsk kvalitet, både på fladen og hos solisterne, og det trækker den femte stjerne med.

Ole Straarup

  • Giuseppe Verdi: Aida
  • Ivi Karnezi (Aida), Thomas Paul (Radames), Sorin Coliban (Ramfis), Michael Bachtadze (Amonasro), Dorothea Spilger (Amneris), Thomas Christian Sigh (Kongen af Egypten), Carsten Gottholt Hansen (Et bud), Lina Valantiejute (Ypperstepræstinde)
  • Den Jyske Operas Kor
  • Odense Symfoniorkester, dir.: Jakob Hultberg
  • Instruktør: Roland Schwab
  • Scenograf: Alfred Peter
  • Kostumedesigner: Christi Wein-Engel
  • Lysdesigner: Anders Poll

Odense Koncerthus, 15.10.2021 (premiere).
Forestillingen turnerer frem til 4.12.21.

Orgel og messingblæsere

  • September 2021

Velspillende musikkorps hyldede det nyrestaurerede orgel i Aarhus Domkirke, men havde problemer med det symfoniske

I forbindelse med genindvielsen af Aarhus Domkirkes orgel bestilte kirken og Prinsens Musikkorps i fællesskab et værk til fejring af begivenheden. Komponisten Nikolaj Bentzon fik opgaven, og i går aftes blev det nye værk ”Cathedralis” – med komponistens egne ord – lagt på affyringsrampen. Til at stråle over musikken havde man som solist den berømte, tidligere solotrompetist fra Berliner Philharmonikerne, Gábor Tarkövi.

I værkets tre satser – maestoso, grave og vivace – kom meget forskellige fejringer til udtryk, fra det pompøse over det mere mørkt sentimentale til det livligt marcherende. Man mærkede tydeligt komponistens dybe kendskab til jazzens, især bigbandets harmonisk-rytmiske muligheder og groovetradition. Instrumentationen var sikker og varieret og med fin inddragelse af orglet som medspiller, men kirkerummet spillede kraftigt med. Det kneb undervejs med klarhed i lydbilledet, og den fine solist stod kun i begrænset omfang tydeligt frem. Måske skulle man have eksperimenteret med solistens placering i stedet for at have ham så tæt på orkestret, lige under orgelpulpituret.

Senere fik man Gábor Tarkövi tydeligt at høre som solist i Petr Ebens ”Levi”, en af de fire satser fra ”Okna” som er inspireret af Chagalls glasmosaikruder i Jerusalem. Han var strålende her, og samspillet med Kristian Krogsøe ved orglet meget smukt.

Aarhus Domkirke. Foto: Ole Straarup

De professionelle musikere viste deres tekniske og musikalske niveau i de forrygende, muntert moderne variationer, Witold Lutoslawski som pianist skrev over Paganinis berømte capriccio-tema. Arrangementet for messingorkester var meget vellykket og strålede af Lutoslawskis evne til at troldespejle og underholde på samme tid. Orkestret og den fortrinlige dirigent Henrik Vagn Christensen fik det hele frem på bedste vis.

Festmusikken til det nyrestaurerede orgel var formelt aftenens hovedværk. Men jeg må indrømme, at det var ”Espansiva” der for mit vedkommende var hovedattraktionen.  Carl Nielsens måske mest berømte symfoni har jeg været tændt på lige siden Leonard Bernstein dirigerede den i København i 1965. Muligheden for at høre den i et arrangement for orgel og messingblæsere kommer sjældent, og nu var der.

Åbningen stod flot og katapulterede overbevisende til hovetemaet. I det hele taget viste det sig, måske ikke så overraskende, at satsens og symfoniens store steder var de meste overbevisende i arrangementet. Det hurtige strygerarbejde og fugatoerne i originalen er svære at håndtere for især dybe messingblæsere, og brugen af orglet som soloinstrument var, blandt andet i førstesatsens ”vals”, på kanten af lirekasse.

Mens lyden af en basun vel kan give associationer til en mandsstemme, er det straks sværere at associere til kvindestemme ved trompetlyd. Carl Nielsens brug af menneskestemmer i 2. sats kunne ikke rigtig oversættes, hvorimod messingensemblet kom fint fra den indledende idyl og stemningsopbygning.

I trediesatsen var det mere vrængende og turbulente  vellykket, og man fik en vis forsorenhed fint frem. Igen dog med mudren i fugatoets dybde og en orgelbrug, der associerede rigeligt til spilledåse.

Orglet åbnede solo med slutsatsens hymne. Umiddelbart en god ide, men klangligt uden den nødvendige glæde og tyngde. Opfølgende gik det klangligt bedre, og den lange opbygning stod ganske flot. Også i den Nielsen’ske ”hønsegård” savnede man symfoniorkestrets mulighed for karaktermangfoldighed, men messingblæserne viste et flot løft og klangkombinationen med orglet var overbevisende her. Den første repetition af åbningstemaet i langsom udgave stod også overbevisende, mens resten af satsen trods fine passager undervejs var svær at krone helt overbevisende. Og sådan var det med hele ”Espansiva” i aftenens instrumantation, desværre.

Flot spillende var dog både Prinsens Musikkorps og organist Kristian Krogsøe, og dirigent Henrik Vagn Christensen arbejdede intenst og opmærksomt og i fin kontakt med musikerne.

Ole Straarup

  • Witold Lutoslawski: Variationer over et tema af Paganini.
  • Nikolaj Bentzon: Cathedralis (uropførelse).
  • Petr Eben: Det gyldne vindue ”Levi”.
  • Carl Nielsen: Symfoni nr. 3 ”Espansiva”.
  • Gábor Tarkövi, trompet.
  • Kristian Krogsøe, orgel.
  • Prinsens Musikkorps, dirigent Henrik Vagn Christensen.

Aarhus Domkirke, torsdag 16.9.21.

Marie Grubbe – en heltinde?

Ny opera stiller spørgsmål og portrætterer mere overbevisende musikalsk end scenisk

“Operaen er én lang hyldest til kvindens seksualitet. I 1666. Det er vildt. Og vi har brug for Marie; vi har brug for en heltinde” citat fra programartiklen ”Vores Marie”

Vi forventes altså, trods titelåret 1666, at tænke ”i vor tid”, og dermed spænder  komponist og tekstforfatter sig for en vogn, et formål, der er alt for megen win-win over, og gør Maries historie til en ”#metoo-fortælling fra 1600-tallet…”  (John Frandsen i programhæftet).

Den aldrende Marie Grubbe (Radmila Rajic) indleder og afslutter historien, rammer den ind både tekstligt og musikalsk over for magister Holberg, der til sidst får svaret: ”Jeg tror, at ethvert mennesker lever sit eget liv og dør sin egen død, Det tror jeg.” Mildt sagt kontroversielt dengang, i dag vel ganske uprovokerende.

Men nu til oplevelsen i Helsingør Theater.

Når man hører John Frandsens musik, mærker man komponistens tekniske og musikalske sikkerhed og evne til at tegne figurer og stemninger. I en overlegen instrumentation udnytter han kammerorkestrets mulighed, varierer og sender en række både finurlige og medrivende signaler. Som barok-pasticher, som vor tid. I høj stil og med komik, voldsomt dramatisk og sødt indsmigrende og også humoristisk. Kort sagt et meget spændende partitur.

Katinka Fogh Vindelev er bevægende
som den unge Marie Grubbe.
Foto: Pernille Bering.

”Dyrets år – 1666” viser os to sociale lag, upstairs og downstairs. Her leves traditionelt to adskilte liv, men forbindelser vil der alligevel være, sjældent til fordel for sidstnævnte, tjenestefolk og fattige. Til portrættering af personkredsen, uanset social status, råder sommeroperaen over et fortrinligt ensemble. De medvirkende sangere har alle et meget højt niveau, i såvel kvinde- som mandsroller.

I titelrollen som den unge Marie er Katinka Fogh Vindelev  strålende og bevægende i udtrykket, såvel i sine store solopartier som i spillet med Teit Kanstrup i rollen som Styge Høgh, hendes svoger, der også bliver hendes elsker. Som hendes mand, Gyldenløve, optræder Jens Bruno Hansen med grum tyngde, men viser også andre sider hos magtpersonen end dem, Marie ulykkeligt må leve under. Hans kurtisering af søsteren, Annemarie (Sidsel Aja Eriksen), og hans forsvar for Marie over for en påtrængende præst er meget overbevisende. Både sangligt og scenisk-musikalsk.

Fra det underste land er Camilla Button som køkkenpigen Drude og Petter Moen som tjenestedrengen Jep, hendes håbende bejler, både rørende i deres spirende håb om en fremtid sammen og hun også med en mere mørk side, der dækker over fatale oplevelser i kontakten med såvel statholder Gyldenløve som troldkvinden Ingebjørg. Hun ender som Ingebjørg på bålet, dømt som heks. Jep må også, midt i sit håb, lade livet. En rasende og vanvittig skomager har mistet sin datter og mistænker den gode Jep for at have forført hende. Hans kniv gør en ende på det liv. Morten Grove Frandsens kontratenor-portræt af skomageren er en af forestillingens helt stor oplevelser. Overtroen og den tiltagende galskab får hos Morten Grove Frandsen en styrke og voldsomhed, der er uafrystelig.

Musikken fra orkestergraven med det fortrinlige Randers Kammerorkester under David Riddells fine ledelse og sangen fra scenen er forestillingens særlige styrke. Det dramatiske, spillet på scenen, er i lange passager desværre meget stillestående og savnes som supplerende iklædning af den ordrige tekst. Det fører til, at operaen ofte går i en traditionel frontal-sang. Den meget enkle scenografi  og lyssætningen hjæper nok til tegningen af et mørkt miljø med få, måske Rembrandtinspirerede lysspor, men giver ikke megen plads til indlevelse eller dramatisk differentiering. I nogle få scener sker det dog, blandt andet da det høje selskab lader sig underholde af store teaterdukker med en afslørende narrefigur. Inden Maries hemmeligheder senere kommer for dagens lys, har Narren og skuespillerne afsløret det hele. Det er (altid) godt teater.

Ole Straarup

  • Opera. Dyrets år 1666.
  • Musik: John Frandsen.
  • Tekst:John Frandsen og Madeleine Røn Juul.
  • Medvirkende: Radmila Rajic (Marie), Katinka Fogh Vindelev (Unge Marie),  Teit Kanstrup (Styge Høgh / præsten), Morten Grove Frandsen (Skomageren), Camilla Button (Køkkenpigen Drude), Sidsel Aja Eriksen (Annemarie / Troldkvinden Ingebjørg), Petter Moen (Tjenestedrengen Jep), Jens Bruno Hansen (Gyldenløve).
  • Randers Kammerorkester.
  • Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul.
  • Scenografi og kostumer: Gøje Rostrup.
  • Lysdesign: Rune Halken Tønnes.
  • Musikalsk ledelse: David Riddell.
  • Helsingør Theater 1.9.21. Premiere.

Den lille frække Frederik

  • August 2021

Grotesk kongekabale om et celebert dødsfald i Hamborg 14.5.1912

Hvordan Halfdan Rasmussen og Henning Hansens børnekære sang om den lille frække Frederik kan dukke op i en nyskrevet opera-operette, ja det kan man spørge sig om! Svaret får man mod slutningen af ”Inkognito Royal”, Philipp Kochheim og Karsten Fundals forestilling, hvor alt går i gak – efter halvanden times opspil, hvor det ellers ikke har skortet på groteske situationer.

Kong Frederik VIII af Danmark døde under mystiske omstændigheder under et besøg i Hamborg 1912. Pikante rygter vil vide, at kongen ikke kunne holde til en inkognito-tur på bordel, og at man efterfølgende gjorde sig alle anstrengelser for at dysse historien ned.

En sådan historie kommer man ikke godt fra at fortælle uden hjælp fra en nar, i vore dage en konferencier, som både formidler, kommenterer og sætter spørgsmålstegn: Det er ikke helt til at vide, hvad der skete og hvordan det skal forstås. Amerikanske Randy Diamond gjorde det strålende, slebent og slesk, frækt og overskridende.

Andreas Daum i kongelig stepdans på ligbordet. Foto: Anders Bach

Første gang vi ser og hører til Frederik VIII, er han indbragt til dissektion på havnens lighus. Efter en vanvittig scene mellem en assistent og lægen, der ”har ventet 30 år på at dissekere verdenshistorie”, rejser kongen sig, erklærer ”jeg er død” og stepdanser på dissektionsbordet. Overbevisende ageret af Andreas Daum i kongerollen og et saftigt signal om, hvad der venter.

Første akts efterfølgende scener fortsætter dels i det groteske spor, men tegner også billeder af ensomhed og længsler blandt de kongelige, sorg og begrædelse af skæbnen. Susanne Elmark er meget overbevisende som dronning Lovisa.

Rygterne begynder at gå, og de fortærende journalister begynder at lugte blod.

I flashback præsenteres vi for bordellet, for Madam Rosa og pigerne, for en naragtig gammel mand, der har mistet evnen, men vil kompensere ved at skrive en roman. Grev Kronborg (Frederik) dukker op og vælger den sky Fanny, i hvis arme han vil få sit fatale hjerteanfald..

Som om det ikke skulle være grotesk nok, sætter anden akt historien op endnu en gang, nu med verfremdungsteknik så det forslår, med mickymousing, udtræden af rollerne, irettesættende kommentarer fra instruktør og komponist, angreb på dirigent og orkester, demonstrationer og fuld knald på fake news om den ømfindtlige situation. Kort sagt et greb i kassen med teknikker, der for manges vedkommende er  set for snart et halvt århundrede siden, også i operasammenhæng. Det er her, den lille frække Frederik og sågar nationalsangen kommer ind til sidst, sunget af et ensemble i sikkerhedveste!

Komponisten Karsten Fundal sætter med en palet af musikalske stilarter og udtryk ikke blot et akkompagnement til operaens forskellige scener, men giver dem indholdsmæssig dybde gennem en overbevisende vekslen mellem med- og modspil, stilsikkert skiftende mellem umisforståelige genreudtryk fra jazz og musical og mere abstrakt dramalyd som fra filmens og det modernes verden. Flot partitur, som leveres meget overbevisende af Aarhus Symfoniorkester under ledelse af Den Jyske Operas musikchef, Christopher Lichtenstein.

Operachef Philipp Kochheim er både librettist og instruktør. De mange medvirkende agerer overbevisende i hans instruktion, der vrimler med oplagtheder i det komisk-groteske, men sjældnere med egentlig bevægende følsomheder. Scenografi, kostumer og lys spiller flot sammen i den fantasifulde udnyttelse af det store scenerum og prosceniet.

Opera eller operette – ”Inkognito Royal” er en særdeles underholdende, nu og da bestemt tankevækkende  og musikalsk meget oplevelsesmættet forestilling. Desværre går der lidt for meget revy og Frederik i den til sidst.

Ole Straarup

  • Karsten Fundal og Philipp Kochheim: ”Inkognito Royal. En kongelig skandale om Frederik VII”.  
  • Andreas Daum (Kong Frederik VIII), Susanne Elmark (Dronning Lovisa), Randy Diamond (Konferencier), Trond Halstein Moe (Læge), Laura Schwerwitzl (Fanny), Johanne Bock (Madame Rosa) og mange flere.
  • Den Jyske Operas Kor, Unge sangere fra Talent U. Aarhus Symfoniorkester.
  • Dirigent: Christopher Lichtenstein.
  • Instruktør: Philipp Kochheim.
  • Scenograf: Emily Bates.
  • Kostumedesigner: Mathilde Grebot.
  • Lysdesigner: Anders Poll.

Musikhuset Aarhus, 18.8.2021. Premiere.

Koncertsalskræs

  • Maj 2021

Musikalske lækkerier på stribe ved symfoniorkestrets tapaskoncert i Store Sal

Fransk for det meste, men også amerikansk tyngde prægede torsdagens come back koncert, da Aarhus Symfoniorkester efter den lange coronapause igen mødte sit publikum med smittende spilleglæde. Ja, glæden var store for alle parter, også publikum, der tydeligt nød genhøret og kvitterede med varm applaus.

En tapaskoncert kaldte man det godt timelange forløb, sammensat efter chefdirigent Marc Soustrots franskdominerede kogebog for koncertsalskræs og dirigeret på fortrinlig vis af Christian Kluxen, der til daglig arbejder både i Canada og Norge. Bratschisten Christine Hagge Larsen kunne med opbundet, brækket arm ikke spille med i orkestret, men varetog så konferencier-jobbet med varme og humor.

En anden af orkestrets musikere, koncertmester Christian Chivu Ivan, spillede til gengæld en markant rolle som violinsolist. Med vildt attack i Saint-Saëns’ ”Danse macabre” og med varm indføling i John Williams’ ”Schindlers liste”. I begge værker blev han henholdsvis vildt og smukt akkompagneret af orkester og dirigent.

Aftenens tungeste værk, med al respekt for det franske, var nu amerikansk, nemlig Gershwins ”Rhapsody in Blue”. Med den berømte klarinet-åbning med glissade sørgede soloklarinettist Mathias Kjøller for den rette igangsætning, før klaversolisten tog over. Søren Rastogi sad ved flyglet og spillede med en fornem blanding af teknisk overskud og feeling for den særlige genre, som jazzkoncerten kræver. Han både slog til i det magtfulde, og han legede, tøvede, accentuerede i såvel klassisk som jazzy tradition. Samspillet mellem Rastogi og Kluxen var en fornøjelse at følge, og glæden ved at spille ud klang fra det veloplagte orkester.

Afslutningen var dog fransk. En veloplagt ”Ouverture til Carmen”, som orkestret har stor erfaring med og spillede med fyrig fornøjethed over det, der – med Christine Hagge Larsens ord – måske ikke længere er helt stuerent: Tobak, testostron-mænd og labre damer. Men så alligevel…

Ekstranummeret var en fin, fransk overraskelse. Ikke flere larmende marcher eller ouverturer, men derimod et stykke tankevækkende poesi, som en forårsåbning også kan tolkes ind i, nemlig Eric Satie’s første ”Gymnopédie” i Debussys orkestrering. En smuk sortie fra et dejligt genhør og gensyn  i Musikhuset, hvor fra det forlyder, at den annoncerede koncert med Wiener Philharmonikerne forventes gennemført som planlagt den 1.6. Der er virkelig noget at se frem til.

Ole Straarup

  • Tapaskoncert. Gourmetmusik af Hector Berlioz, Camille Saint-Saëns, Paul Dukas, George Gershwin, John Williams, Georges Bizet og Eric Satie.
  • Solister: Søren Rastogi (klaver), Christian Chivu Ivan (violin).
  • Konferencier: Christine Hagge Larsen.
  • Aarhus Symfoniorkester, dir.: Christian Kluxen. Musikhuset, Store Sal, torsdag aften.